Cannes - epilog med billeder.

Vinderne fundet - og med en særdeles overraskende vinder af de gyldne palmer. En thailandsk film med en titel vi ikke kan udtale og en instruktør med et navn der er umuligt at udtale, endsige huske.
Festen er forbi.


Hotel Carlton








Hotel Splendid









Trængsel på den røde løber til eftermiddagens screening









Ny teknologi i tiggerbranchen - brug af iPad til at tigge billetter.

















Thomas Vinterberg på terrassen ved hotel Carlton. I byen for at sælge Submarino








Frygtet filmkritiker klar med hvæsset pen.

Det lakker mod enden i Cannes

Efter en god uges tid i selskab med film og filmfolk fra hele verden, og tusindtallige crowds i gigantiske sale, er der én ting vi ikke har fået på ét eneste tidspunkt:
Det store forløsende latterbrøl, der fik taget til at løfte sig på Grand Palais, Teatre Debussy, Miramar, Theatre Coisette og alle de andre store sale.
Det nærmeste vi kom var det lille smil, indimellem det brede smil, i gennemsynet af Woody Allens fine lille lystspil.





Filmkunst er ikke for sjov.

Sidste år var undtagelsen Ken Loach, der med sin uimodståelige - og for Loach helt usædvanligt morsomme - “Looking for Eric” fik publikum til at le højt.
Det er generelt alvorlige, og ofte dystre, film der bliver udtaget til konkurrencen. Følelsesmæssigt er det de dybe toner, nu og da med et stænk af sentimentalitet, der slås an.

Sådan én var også den irske “All Good Children”, en irsk film med 11-12 årige børn i centrum. Filmen er med i serien Directors Fortnight, som er én af de sideløbende konkurrencer, og den handler om to drenge der anbringes på ferie i Frankrig, fordi moderen er død, og far har ufortalte ærinder at passe. På en naboejendom lærer de en jævnaldrende - også engelsk - pige at kende. Hun er et charmerende bekendtskab, og den ene af drengene falder pladask for hende. Billedmæssigt er det en ualmindelig flot film, men historien, der har tydelige elementer af syndefald og Kain og Abel, udvikler sig uafvendeligt mod en grum afslutning. Det kunne bestemt være et bud på en skolebiofilm for de lidt ældre elever.



Filmfestival i Cannes er en enestående lejlighed til at se film fra fjerne verdensdele og lande vi aldrig, aldrig ser film fra. I går så jeg feks en film fra Peru i serien Un Certain Regard, som til hver eneste visning fylde Debussy til sidste stol. Der er plads til godt 1000 tilskuere, og køen før filmen er meget, meget lang. Filmen hed Octubre. Den var ikke meget at skrive hjem om, men interessant at se filmfortællingens kunst udfoldet på så fremmed grund.
I samme serie så jeg i dag også en fransk film ungdomsfilm “Lights Out”, som jeg den første time tænkte var et oplagt bud på en skolefilm. Den har stjålet sin struktur fra et par andre film, “Elephant” og senest “2:37” (tror jeg nok var titlen på filmen om highschool-historien) - men slutningen var helt flad.












Et udsnit af de mange Renault-biler der flere gange dagligt kører i cortege med stjernerne.




Efterhånden som vi nærmer os en afslutning strammer det til, og i dag var den eneste amerikanske film i hovedkonkurrencen “Fair Game” - instrueret af Doug Liman på programmet, så vi fik besøg af Naomi Watts, mens Sean Penn desværre var forhindret. De to spiller de altoverskyggende hovedroller i en uhyre veldrejet politisk, moralsk film om undercover CIA-agent Valerie Plame, som Det Hvide Hus ofrede for at lægge låg på sagen om de ikke eksisterende Weapons Of Mass Destruction i Irak.
Efterhånden er gammel historie, men den er ganske godt perspektiveret i Doug Limans glimrende film, som ikke har en Kinamands chance for at vinde.
Ikke at jeg tror kinamanden har større chancer. Men Sean Penn er en alvorlig konkurrent til Javier Bardem.


Men hvem vinder så de gyldne palmer i år?

Hver dag i de mange glittede publikationer, blandt andet “Screen” og “Variety” opdateres listen med stjerner og gennemsnit. Med snæver margin fører Mike Leigh.
Men meget kan ske endnu. Min favorit er Biutiful.

Til gengæld kan vi hejse det danske flag:
Torsdag aften vandt Armadillo førsteprisen i Semaine da la Critique. Flot og fortjent.


Dagens store skuffelse: Jeg fik trods tre ihærdige forsøg IKKE billet til Ken Loach's Route Irish, som kun havde en enkelt screening. På billedet går han op (eller ned) af den røde løber. Omme på den anden side af menneskemængden. Det var det nærmeste jeg kom.

En lille, en stor og én fra Afrika

Det er en vanskelig opgave at beskrive omfanget af filmudbuddet her i Cannes, og endnu vanskeligere at formidle hvor mange mennesker der gæster denne pragtfulde by ved Middelhavet i løbet af festivalen. Menneskehavet bølger frem og tilbage mellem Grand Palais, biograferne og markedet.

Et sandt kaudervælsk er det fremherskende lydbillede, og det er ofte helt umuligt at gætte sidemandens herkomst. Er det koreansk eller japansk, mexikanere eller puerto ricanere - islændinge eller finner? Det er meget fascinerende at lægge øre til, men der er én nationalitet man aldrig tager fejl af.
Ikke blot fordi der ER mange af dem, men fordi amerikanerne simpelthen taler højere end alle andre. Uanset om de to eller ti meter væk, kan samtalen høres - og forstås.

Nogle af de mere ydmyge repræsentanter for verdens største filmproduktion mødte jeg til en screening af The Myth Of The American Sleepover - en film i serien Semaine de la Critique. Samme serie som Armadillo.

Et stort fremmødt publikum i en lidt luvslidt Miramar-biograf hyldede først den beskedne unge mand der var filmen instruktør.
På scenen stod han, en ung mand midt i tyverne, og skrabte lidt med fødderne, og mumlede at han havde lavet denne film om den følsomme tid i teenageårene, hvor det er ganske små ting og tilsyneladende ubetydelige begivenheder, der kan præge éns videre opvækst.

Bagefter blev filmens purunge skuespillere - vel omkring 15 år gamle - kaldt op på scenen. Pigerne med håret sat som til afdansningsbal og i kjoler der var en gallaaften værdig. Drengene i jakkesæt og slips - hele holdet tydeligt benovet over at stå der - og modtage et anderledes casual-klædt publikums hyldest.
Filmen var helt, helt anderledes end den gængse amerikanske high-school film. Med en umiddelbar sødme og uskyldighed, der forhåbentlig også sender den til Danmark, hvor vi kan bruge den i skolebiografen. Der er næppe nogen kommerciel fidus i den, men den giver et ægte og indfølt portræt af en gruppe halvstore børn, der bruger det frirum de kalder sleepover, til at nærme sig det modsatte køn. At holde i hånd er stort og det vildeste er et kys. Bevares - de drikker lidt øl og lidt vin, men det er langt fra den drukkultur vi kender hertillands.

I amerikanske film er det sjældent virkeligheden der skildres. The Myth Of The American Sleepover er så autentisk, at den er en rejse værd for danske teenagere.
Det var den lille film.


Den store film i går var Biutiful. Efter min mening også den største indtil nu.
Manden bag Babel og 21 Grams Alexandro Gonxalez Innarutu var på den røde løber sammen med Javier Bardem (og hans kone (?) Penelope Cruz). Filmen var en tour de force for Javier, og han må være selvskrevet til bedste mandlige hovedrolle.

Biutiful er et drama der udspiller sig i Barcelona med Javier i centrum af begivenhederne. Han er kriminel, men også far til to børn. Han holder et stort slæng af illegale afrikanske indvandrere i gang med gadehandel, bestikker politiet for at få fred, har gang i en større gruppe kinesere der udfører illegalt og underbetalt arbejde, og indkvarteres under kummerlige forhold.
Hans mentalt ustabile kone har forladt ham til fordel for det vilde liv, men vender tilbage til den lille familie, dog i det lange løb med endnu større fiasko.
Javier ER et godt menneske - på bunden. Han får konstateret en uhelbredelig kræftsygdom. Derefter tager begivenhederne fart. Historien er lidt længe om at komme i gang, men når den først får fat, slippes grebet ikke et sekund. Det er en stærk og gribende - afslutningsvis sentimental - beretning om mennesket, kærligheden, familien.
Efter filmen var der stående ovationer - af en længde og intensitet som vi ikke tidligere har oplevet under denne festival.







Filmene på Marchéet svinger vildt meget i kvalitet - indtil nu har jeg set flest nitter, og nu og da - ja ganske ofte - undres man over hvordan i alverden den pågældende film er kommet så vidt.
Hvorfor har nogen ikke grebet ind noget før? Hvem har smidt penge efter den film? Hvorfor har der ikke været nogen skuespillerinstruktion af hensyn til et - i fantasien - tåkrummende publikum.
“Mais NON!” - siger vi - og går trampende ud af salen.


Derimod har et par af filmene i den prestigefyldte serie “Un Certain Regard” vist stor klasse. I går så jeg den argentinske Carancho, der med Buenos Aires som kulisse fortalte en elementært spændende historie om forsikringssvindel med trafikofres erstatninger. Samtidig en kærlighedshistorie - og med en spændingskurve der løb deropad.

Og én fra Afrika:

I samme serie så jeg i dag “Life Above All”. En tysk, canadisk, sydafrikansk produktion.
En film om en familie i en lille landsby i Sydafrika.
I hovedrollen en overbevisende præstation af en 11-årig pige som forsøger at holde sammen på en familie hvor mor er syg og far fordrukken. Under det hele fornemmes AIDS-spøgelset - men først henimod filmens slutning siges det unævnelige. Filmen er dedikeret til de 800.000 forældreløse børn i Sydafrika. Men tag ikke fejl - det er en historie der skildrer det sydafrikanske folks stolthed gennem hovedkarakterens styrke. Fokus er på hendes evne til at skabe forandring. Og hun spiller en vis legemsdel ud af bukserne.

Holdet bag filmen var der, og det var rørende at se den glæde der strømmede ud af deres øjne da hyldesten efter filmen skyllede ned over dem.
Det er simpelthen et must for Med skolen i biografen, så nogen må sørge for at få den importeret.

Holdet bag Life above all på scenen.






Et par frydefulde dage i Cannes - og i aften har vi “Invitations” til Certified Copy kl. 22.30.
Sikke en luksus.


Keld Mathiesen, Croisetten, Cannes

Armadillo - Danmark i krig

Udsigten fra trappen ned ad den røde løber. Aften efter aften. Med nye aktører hver gang.






Mike Leighs film var en skuffelse. Den blev fint modtaget af kritikerne, men jeg synes den var for tynd. Bevares - glimrende skuespilpræstationer - men et fuldstændigt fravær af plot og fravær af karakterudvikling gør den til en kedelig affære. Ja undskyld, det er ikke den almindelige mening - men Mike Leigh må få ros andre steder end på denne blog.


Den store danske sensation i Cannes er Armadillo, som helt ekstraordinært er blevet valgt i serien Semaine de la Critique, som den eneste dokumentarfilm.
Janus dokumentarfilm som følger en gruppe unge danske mænd i krig.
For alvor i krig. Men optakten er den sædvanlige - afsked med mor og far og kæresten, mors bekymringer og kærestens tårer. Den sidste aften med gutterne er også med til at tegne de store drenges karakter, de fyrer den af med sprut og nøgne damer.
Sidste udladning.
Derude i Afganistan venter lange, lange dage. Taliban er svær at få hold på. Hvor gemmer han sig, hvornår sker der noget? Det gælder om at undgå at ramme hinanden. Fejldispositioner forekommer - men det er jo krig, ikke sandt?
Så vidt så godt. Men fotografen bliver hængende et halvt års tid. Og får selvfølgelig en masse i kassen. Ikke mindst den - for filmen - afgørende træfning, hvor de unge danskere for alvor kommer i krig. Et par stykker træffes i benet og i ballen - men Taliban lider nederlag denne dag. Fotografen er med hele vejen, med livet som indsats afdækkes selve kampens forløb og det dramatiske efterspil. Det skal ikke beskrives her. Det skal ses.
Drengene fejrer den lille delsejr - ikke mindst er det godt at få prøvet hvad det egentlig er. Det her med at være i krig. At være på fronten.
Det er ikke amerikansk fiktion, det er danske drenge, i en form for virkelighed. Selvfølgelig redigeret, men ikke manipuleret.
Armadillo burde vises på DR1 en søndag aften i den bedste sendetid.

Woody og Mike - og Terence Hill..

Formiddagen var i godt selskab med Woody Allens nye film med den mundrette titel You Will Meet A Tall Dark Stranger.
Filmen er indspillet i England med et hold fremragende britiske skuespillere i et ensemble-lystspil af den slags som Woody Allen KAN være en mester i.
DET er han her.
Det er en elegant, vittig og velturneret komedie - faktisk er det filmkunst af høj klasse.
Og selvom den altså ikke er med i konkurrencen, er den i høj grad med til at kaste glans over festivalen.




Meget flot dekoration af gavl i Cannes.







Sandkunst på stranden.






Dagens kuriøse indslag har en forhistorie, som er lidt privat, selvom jeg er sikker også andre på min alder har tilsvarende kulturel bagage.
Min far bibragte mig ikke megen kultur, bortset fra det månedlige indkøb af Bill og Ben og den årlige udflugt til Europa Bio - den kommunalt ejede biograf i Aalborgs centrum indtil jeg blev halvvoksen - for at se hvad Trinity Brødrene (Terence Hill og Bud Spencer nu havde at underholde os med.
Det var spaghetti western light, men vi elskede det.
Da jeg opdagede at der her i Cannes lørdag eftermiddag var en screening med en NY film med Terence Hill - DOC WEST - måtte jeg selvfølgelig kigge ind, for at se hvad i alverden det nu kunne være.
I en lille sal med plads til 45 tilskuere var vi op imod 14 der indtog spredte pladser, afventende filmens start.
Helt usædvanligt for markeds-screeninger stod en lille tyk mand med bred amerikansk accent frem ved lærredet og bød os alle velkommen.
Han havde også stået udenfor og uddelt billetter til hvem der måtte ønske det - på trods af at ALLE i det store publikum var akkrediteret og dermed havde fri adgang.
Ikke desto mindre var han glad for at se så mange fremmødte til hans nye film, som han selv havde produceret.

Og SÅ kom trumfen: Det var ham en stor ære at kunne byde velkommen til filmens instruktør, der godt lige ville sige et par ord.
Frem trådte en forholds ung mand som med kraftig italiensk accent fortalte, at det havde været ham en stor fornøjelse at instruere filmen som var optaget on location i USA. Og så: VÆRSGO!

Jeg tror ikke engang min forlængst afdøde far, som var kæmpe fan af Terence Hill, ville have holdt tiden ud.
Af høflighed blev jeg siddende en halv time og så idolet med de forhen så blå øjne fremtræde ret vellignende i en western-komedie, som de medvirkende måske har haft det sjovt med at indspille. Men det var så det.










I aften er der så gallapremiere på én af de film jeg har set frem til med allerstørst forventning. Mike Leigh’s Another Year. Han har jo tidigere vundet palmer for Hemmeligheder og Løgne, men det vil ikke forhindre ham i at gøre det igen.
Hvis den er god nok.

Hollywood eller Asien?

Første gallaforestilling for mit vedkommende blev - repertoiret taget i betragtning ikke overraskende - en asiatisk film.Chongquing Blues - en kinesisk fortælling i present time - om en far der vender hjem og får at vide at hans 25-årige søn er blevet skudt af politiet. Langsomt, meget langsomt sammenstykkes historien om hvad den foregik og far-søn forholdet tilføres nye aspekter.
Langsomt. Iført kinesisk granitansigt og underspillede følelser leder faderen os gennem et fascinerende kig ind i en moderne kinesisk storby-ungdom og kultur i øvrigt.
Men et blues er det. En langsom én.

Modsætningen - men udenfor konkurrence - er Hollywood-filmen Wall Street - Money never sleeps: Oliver Stone viderfører historien om Gordon Gekko alias Michael Douglas fra 1987.
Nu med den friske finanskrise i USA som baggrund for en lidt for meget da capo agtig og meget Hollywoodsk fremstilling af de gode, de onde og de virkelig grådige i Wall Street. De gode græder, begår selvmord eller er idealistiske miljøforkæmpere - mens de onde vinder og vinder - men alligevel taber til sidst. Det er fodslæbende forudsigeligt. Et opløftende moment er dog gensynet med Michael Douglas der i bedste Olsen Bande-stil i starten af filmen kommer ud efter afsoning af en dom, der har været så lang at hans mobiltelefon er en museumsgenstand.
Men bedst er dog vores næsten egen lille nye stjerne fra An Education - Carey Mulligan - der spiller Gekko’s datter og gør det fremragende.
Scenen hvor hun genforenes med sin forhadte far forløser hun så ikke et øje er tørt. I hvert fald ikke mit.
I aften - fredag - er Douglas, Stone og Mulligan stjerner på den røde løber. Udenfor konkurrence.
Menneskemængden ved fodenden er vokset støt hele dagen - det bliver stort.

Eftermiddagen tilbragtes med en tur på markedet, og i et forsøg på at “finde” noget interessant for danske unge. Lidt tilfældigt blev det en fransk/engelsk produceret fængselsfilm, henlagt til et amerikansk fængsel. DOG POUND. Føj hvor var den barsk. Og desværre helt uden mål og med - bortset fra en tyk, tyk understregning af de op mod 100.000 unge der holdes indespærret i US Detentions uddannes til rigtig slemme forbrydere. Sjældent har jeg dog set så mange løse handlingstråde hænge og blafre uforløst i en spillefilm.







Næste programpunkt i den officielle konkurrence er osse asiatisk. Den sydkoreanske Im Sangsoo deltager med The Housemaid. Det er klokken 22.30, smoking påkrævet.

The Housemaid er konkurenceprogrammets hidtidige højdepunkt. Et stærkt drama fra Seoul i Sydkorea om en husholderske/barnepige der får ansættelse hos en meget velhavende familie. Hun er glad for børn, i det hele taget livsglad
ung kvinde. Konen i huset er gravid, og Herren får tilfredsstillet sine drifter hos den unge smukke husholderske. Et klassisk set-up for en klassisk konflikt. Det er også en re-make fra 1960, men den er uhyggeligt godt skruet sammen og efter min bedste overbevisning har vi i den unge husholderske et godt bud på bedste kvindelige hovedrolle.

Af én eller anden grund blev vi lukket ind på parkettet til gallavisningen, og kom til at sidde lige ved siden af hele holdet og skuespillerne i filmen. Efter visning var der stående, taktfaste ovationer - og de så meget meget glade ud.
Så det var da en fin afslutning på den første hele dag i Cannes.
En dag i Østens tegn, men i morgen bliver det Europa mod New York. Mike Leigh mod Woody Allen. Uha det bliver spændende....





Holdet bag The Housemaid får sin velfortjente hyldest.

Cannes 2010 part 1

Cannes Kristi Himmelfartsdag - en letskyet lun eftermiddag tager imod os, og storsmilende ankommer vi til hotellet, checker ind og går ned i byen mod Grand Palais, for at blive akkrediteret og få festivalens bunker af kataloger udleveret.

Tasken er tung, men det letter at få sit badge om halsen. Vi er i gang.
Der er sort af mennesker, og med så hastige skridt som det er fysisk muligt søger vi dybere ind og ned i festivalbygningens nedre regioner.
Vores badge giver fri adgang til Marche du Film, Special Screenings, Un Certain Regard, og i det hele taget alt andet end Grand Theatre Lumiere, hvor konkurrencefilmene vises. Gallavisningerne må man kæmpe for at få adgang til - og vi melder os ind i kampen.
Med umiddelbar succes.
Allerede i aften skal smokingen frem for klokken 22.30 skal vi til premiere på Rizhao Chongquing af den kinesiske instruktør Wang Xiaoshuai.
Og i morgen tidlig har vi minsandten også fået “invitation” til Wall Street: Money Never Sleeps, som er Oliver Stones store udenfor-konkurrence-bidrag til Cannes 2010

Tilfældigvis kom vi forbi balkonen hvor "Hollywood Reporter" netop var i gang med et interview med Michael Douglas og Oliver Stone

Sidste nyt: Ken Loach er med.

Her til morgen, to dage før konkurrencen starter i Cannes meldes det ud, at Ken Loach træder ind i hovedkonkurrencen med "Route Irish" - en film der som ramme har Englands engagement i Irakkrigen.

Der er nok ingen tvivl om hvad Loach mener om den sag, men fint at han kom med i allersidste øjeblik. En Cannes filmfestival uden Ken Loach er ikke sædvanen. Sidste år var det med den hyggelige feelgood historie Looking for Eric, som i den grad var en crowd-pleaser i Cannes.

Countdown to Cannes

Filmfestival i Cannes er en årligt tilbagevendende verdensbegivenhed, ingen tvivl om det. Men hvad der egentlig foregår i løbet af de to uger festivalen står på, er svært at beskrive med få ord.

Først og fremmest er det en højtidelig (i visse situationer endda selvhøjtidelig) fejring af filmkunsten. Mange forbinder det med de store gallavisninger i Grand Palais, hvor der hver aften lines op ved den røde løber og dagens berømtheder træder op i blitzlys og tiljubles af – tjah.. af hvem egentlig?
Sidste år var et af de store tilløbsstykker den aften hvor Brad Pitt og Angelina Jolie fulgtes med Tarantino op af den røde løber. Udenfor det indhegnede område havde folk taget opstilling fra morgenstunden for at få et glimt og i bedste fald en autograf. Lokale folk, forbipasserende turister - i hvert fald næppe nogen festivaldeltagere. De har - i modsætning til de lokale fastboende - travlt med at se film.


Festivalen er på samme tid glamour, verdensstjerner og vanskeligt tilgængelig filmkunst – altså elementer der stritter i hver sin retning.





De fleste kan godt lide at se en god film, men det er de færreste konkurrencefilm der overhovedet får noget større publikum i tale – bortset fra denne store fest, denne dag, denne aften.
Enkelte store kommercielle amerikanske produktioner kan dog også ses i Cannes.
Sans competition – udenfor konkurrence.
Festivalen 2010 åbnes af Ridley Scotts nye Robin Hood med Russel Crowe – som sikkert også vil være til stede. Filmen har verdenspremiere allerede dagen efter.

I hovedkonkurrencen om Palmerne er navnegalleriet noget mere eksotisk, selvom de fleste instruktører har været der før. Jeg håber at få invitations – billetter – til Mike Leighs nye Another Year. Som jeg på forhånd regner som én af favoritterne, simpelthen fordi Mike Leigh har én til gode! (Da han for få år siden ikke fik noget for den helt enestående Vera Drake.)
Også Biutiful af Alejandro Gonzalez Innaritu (Babel-producer) med Javier Bardem (den grimme skurk i No Country for Old Men) er et interessant bud.

Men resten skal jeg vende tilbage til når den tid kommer.
For derudover er filmfestival i Cannes også en enestående chance for at se en enorm bunke film, som måske (og især måske ikke) kommer til danske biografer. På Markedet (Marche Du Film) præsenteres der op mod 1000 spillefilm i løbet af de to uger. Der er til lejligheden indrettet en snes biografsale på havnefronten – og man har som akkrediteret derudover fri adgang til byens tre biografer som er fuldt optaget fra morgen til aften.


Så det er kæmpevildt.

Og fast arbejde er det altså også.

Selvom nogen vil påstå det ikke er.

Men det er det.

På trods af det glæder jeg mig.

MsiB-program er trykt og på vej ud.....

Fra Harlem til Hobro og fra Brønderslev til Bombay.



Programmet for næste års skolebiograf er nu på vej ud til alle skoler og ungdomsuddannelser i den nordjyske region. Trykt i 14.000 eksemplarer, og med omtaler af de tolv film - samt links til Det Danske Filminstitut, hvor undervisningsmaterialerne til årets film lægges op.

Der åbnes for tilmelding på vores hjemmeside mandag den 16. august kl. 09.00




...