Hollywood eller Asien?

Første gallaforestilling for mit vedkommende blev - repertoiret taget i betragtning ikke overraskende - en asiatisk film.Chongquing Blues - en kinesisk fortælling i present time - om en far der vender hjem og får at vide at hans 25-årige søn er blevet skudt af politiet. Langsomt, meget langsomt sammenstykkes historien om hvad den foregik og far-søn forholdet tilføres nye aspekter.
Langsomt. Iført kinesisk granitansigt og underspillede følelser leder faderen os gennem et fascinerende kig ind i en moderne kinesisk storby-ungdom og kultur i øvrigt.
Men et blues er det. En langsom én.

Modsætningen - men udenfor konkurrence - er Hollywood-filmen Wall Street - Money never sleeps: Oliver Stone viderfører historien om Gordon Gekko alias Michael Douglas fra 1987.
Nu med den friske finanskrise i USA som baggrund for en lidt for meget da capo agtig og meget Hollywoodsk fremstilling af de gode, de onde og de virkelig grådige i Wall Street. De gode græder, begår selvmord eller er idealistiske miljøforkæmpere - mens de onde vinder og vinder - men alligevel taber til sidst. Det er fodslæbende forudsigeligt. Et opløftende moment er dog gensynet med Michael Douglas der i bedste Olsen Bande-stil i starten af filmen kommer ud efter afsoning af en dom, der har været så lang at hans mobiltelefon er en museumsgenstand.
Men bedst er dog vores næsten egen lille nye stjerne fra An Education - Carey Mulligan - der spiller Gekko’s datter og gør det fremragende.
Scenen hvor hun genforenes med sin forhadte far forløser hun så ikke et øje er tørt. I hvert fald ikke mit.
I aften - fredag - er Douglas, Stone og Mulligan stjerner på den røde løber. Udenfor konkurrence.
Menneskemængden ved fodenden er vokset støt hele dagen - det bliver stort.

Eftermiddagen tilbragtes med en tur på markedet, og i et forsøg på at “finde” noget interessant for danske unge. Lidt tilfældigt blev det en fransk/engelsk produceret fængselsfilm, henlagt til et amerikansk fængsel. DOG POUND. Føj hvor var den barsk. Og desværre helt uden mål og med - bortset fra en tyk, tyk understregning af de op mod 100.000 unge der holdes indespærret i US Detentions uddannes til rigtig slemme forbrydere. Sjældent har jeg dog set så mange løse handlingstråde hænge og blafre uforløst i en spillefilm.







Næste programpunkt i den officielle konkurrence er osse asiatisk. Den sydkoreanske Im Sangsoo deltager med The Housemaid. Det er klokken 22.30, smoking påkrævet.

The Housemaid er konkurenceprogrammets hidtidige højdepunkt. Et stærkt drama fra Seoul i Sydkorea om en husholderske/barnepige der får ansættelse hos en meget velhavende familie. Hun er glad for børn, i det hele taget livsglad
ung kvinde. Konen i huset er gravid, og Herren får tilfredsstillet sine drifter hos den unge smukke husholderske. Et klassisk set-up for en klassisk konflikt. Det er også en re-make fra 1960, men den er uhyggeligt godt skruet sammen og efter min bedste overbevisning har vi i den unge husholderske et godt bud på bedste kvindelige hovedrolle.

Af én eller anden grund blev vi lukket ind på parkettet til gallavisningen, og kom til at sidde lige ved siden af hele holdet og skuespillerne i filmen. Efter visning var der stående, taktfaste ovationer - og de så meget meget glade ud.
Så det var da en fin afslutning på den første hele dag i Cannes.
En dag i Østens tegn, men i morgen bliver det Europa mod New York. Mike Leigh mod Woody Allen. Uha det bliver spændende....





Holdet bag The Housemaid får sin velfortjente hyldest.