Only God Forgives - WE DON'T.

I morgen aften er det Yang på den røde løber. Sammen med Ryan Gosling. Gætter på at den er vild og voldsom.
Det var "Inside Llewyn Davis" bestemt ikke, men den var til gengæld en helstøbt fornøjelse at overvære. Eminente skuespillere, herunder mange præcist tidsbilledtegnende biroller, Coen-brødrenes sædvanligt underspillede humor, en pragtfuld historie drevet af en hovedkarakter, som må konkurrere med Michael Douglas for bedste mandlige .
Musikken fra Greenwich Village, midten/slutningen af 60'erne. Folkmusic og fingerpickin' guitar.
Lige noget for en gammel rag&blues nostalgiker.

Desværre er den jo nok lidt for lige-ud-ad-landevejen til at være en Palmevinder.

Favoritten indtil i aften er fortsat "The Past", som helt sikkert også kan blive et pænt (måske) art-house hit herhjemme. Et skilsmisseforløb der kun er en formalitet fra at være afsluttet, udvikler sig fra time til time i en underskov af konflikter med en dialog som er tappet ud af den virkelighed som er så tæt på. Måske overskrider antallet af konflikter enhver form for realisme, men det virker utroligt godt og veldrejet.


Jeg er spændt på fremtiden for den hollandske "Borgman" - men med danske Angel Films i ryggen og Sarah Hjort Ditlevsen kommer den vel ud til danske art-biografer derhjemme på et tidspunkt.
Det er en vild sag. Tænkte en del på Hanekes "Funny Games" undervejs, men dens henslængt surrealistiske stil en helt dens egen. Straks fra start bringes vi ud på kanten. Tre mænd, en præst, en smed og en håndværker tager på jagt i skoven. Jagtens mål er en storskægget, langhåret mandsling som lever i huler under jorden. Hvorfor han bor der, eller hvorfor han jages, får vi ingen forklaring på, men han har en mobiltelefon (!) og ringer for at advare sine andre underjordiske "kolleger" da det lykkes ham at flygte. Derfra udvikler historien sig til en voldsom allegori, som jeg ikke skal afsløre for nogen. "Borgman" vinder ingen priser, og i et verdensberømt her hjemmehørende fransk cykelløb ville den være en "stigning udenfor kategori".

Indimellem filmene i hovedkonkurrencen kan man blive udsat for lidt af hvert. Nogen gange en god overraskelse, nogen gange et forventet flop.
De sidste af slagsen er ikke værd at nævne, men en amerikansk dokumentar "Seduced and abandonned" om hvordan man forsøger at financiere sin ide til en film.
Den var dælemnedme underholdende.
Med et væld af instruktører, skuespillere og producenter og to veloplagte værter, James Toback og Alec Baldwin. Og en stor del af filmen optaget til filmfestivalen i Cannes - sidste år. Spejdede efter mig selv i flere af i optagelserne på Croisetten. Men mener ikke jeg var med.

Britisk film går man som oftest ikke helt galt i byen med. "The Selfish Giant" om 13-årige Arbor, som er en britisk produktudvikling af drengen fra "Drengen og cyklen", som vi brugte i Med Skolen i Biografen efter forrige års Cannes. Arbor er helt igennem uudholdelig og udenfor pædagogisk rækkevidde, og han fremstilles umanerligt overbevisende. Men det er en grum historie.

Det er den sidste historie for i dag også. Grum som ind i helvede.
Vi skulle have siddet i Theatre Lumiere mens disse linier skrives. Iført det obligatoriske, ikke længere så stive, puds.
Hvorfor gør vi så ikke det - spørger du måske.
Det gør vi ikke, fordi de billetter vi fik i morges til gallaforestillingen kl. 22.00 på "La Grande Belezza" af Paolo Sorrentino, i eftermiddags blev erklæret ugyldige.
På grund af fejlen i "systemet".

ONLY GOD FORGIVES - JEG gør det ikke.

PS: "La Grande Belezza" er p.t. de fleste danske kritikeres favorit til at vinde palmerne.

All dressed up and nowhere to go....