Cannes - La Vie en Cannes

Festivalen er præget af traditioner. Alting forløber efter samme mønster ned i den mindste detalje. Det kan jeg sige på baggrund af denne min 4. Festival De Film en Cannes.

Man står op om morgenen, går på nettet for at booke plads, skynder sig afsted med retning mod Grand Palais for at hente dagens billethøst, eller for, som oftest, at stå i kø til den første visning kl. 08.30.

At man har billet er nemlig ingen garanti for at man kommer ind, hvis der nu er uddelt flere billetter end der er pladser. Det sker ikke så tit, efter den første smertefulde afvisning har man lært at møde ind i god tid.
Selv om man kommer i god tid er der heller ingen garanti for noget som helst. Der er altid den risiko, uden varsel, at der pludselig dukker nogen op fra højre, eller venstre, som uden nogen ydre påviselig grund skulle have ret til at komme foran, får lov at overhale køen. Det kan dreje sig om ti - eller hundrede! Det stiller ekstremt store krav til selvkontrollen.


I dag blev traditionen for fransk kludder dog tilført endnu en dimension: De i morges bookede billetter blev, efter et tre timers nedbrud i bookingsystemet, annuleret - og hvis man var heldig kunne man nå at booke igen, hvis ikke var det bare ærgerligt. Totalt kaos, folk var rasende.

Nu bliver det spændende at se, til hvor mange af morgendagens forestillinger der er udleveret for mange billetter. Den tid den glæde.

En anden og meget vigtig tradition koster en mindre regnskov:

Hver morgen sin gratis udgave af Screen, Hollywood Reporter, Variety, Cannes Market. Bladene indeholder nyheder, anmeldelser, branchenyt, sladder - samt masser af helsides reklamer for enkelte film.
Fire kulørte magasiner med en samlet daglig vægt på omkring 1,5 kg fordelt til 10.000 gæster.
Et politisk særdeles ukorrekt papirfrådseri, men praktisk til at slå ventetid ihjel med.
Og ventetid har  vi nok af.

Men indimellem al ventetiden ser vi også film. Vi er nu godt halvvejs i konkurrencerne, og i aften er Michael Douglas og Matt Damon i byen, sammen med Steven Soderberg og historien om den stenrige, amerikanske - og homoseksuelle - entertainer Liberace, der toppede i 1970'erne.

Det er en særdeles underholdende film "Behind the Candelabra", med et gigant comeback til Michael Douglas som Liberace.

Den vises tre gange i dag, jeg så den i morges, og den har gallapremiere i aften.
Det bliver en stor aften på den røde løber i Cannes.
Som det i øvrigt er to gange hver eneste hver aften, hvadenten det så er "Shield of Straw" en japansk politifilm (som i går) eller "Borgman" en dybt original allegori (som i den grad delte vandene) - eller den film som alle holder af: "Inside Llewyn Davis", den nye Coen-brødre film, som for mig indtil videre er favoritten. Fulgt af den fransk/iranske Asghar Farhadi med "The Past", som nok er den film med allerflest hverdags-drama konflikter monteret på samme historie.

MERE om filmene i morgen. Vi skal ned og stå i kø. C'est la vie en Cannes.
Og vejret? Skønt og solrigt.