Det lakker mod enden i Cannes

Efter en god uges tid i selskab med film og filmfolk fra hele verden, og tusindtallige crowds i gigantiske sale, er der én ting vi ikke har fået på ét eneste tidspunkt:
Det store forløsende latterbrøl, der fik taget til at løfte sig på Grand Palais, Teatre Debussy, Miramar, Theatre Coisette og alle de andre store sale.
Det nærmeste vi kom var det lille smil, indimellem det brede smil, i gennemsynet af Woody Allens fine lille lystspil.





Filmkunst er ikke for sjov.

Sidste år var undtagelsen Ken Loach, der med sin uimodståelige - og for Loach helt usædvanligt morsomme - “Looking for Eric” fik publikum til at le højt.
Det er generelt alvorlige, og ofte dystre, film der bliver udtaget til konkurrencen. Følelsesmæssigt er det de dybe toner, nu og da med et stænk af sentimentalitet, der slås an.

Sådan én var også den irske “All Good Children”, en irsk film med 11-12 årige børn i centrum. Filmen er med i serien Directors Fortnight, som er én af de sideløbende konkurrencer, og den handler om to drenge der anbringes på ferie i Frankrig, fordi moderen er død, og far har ufortalte ærinder at passe. På en naboejendom lærer de en jævnaldrende - også engelsk - pige at kende. Hun er et charmerende bekendtskab, og den ene af drengene falder pladask for hende. Billedmæssigt er det en ualmindelig flot film, men historien, der har tydelige elementer af syndefald og Kain og Abel, udvikler sig uafvendeligt mod en grum afslutning. Det kunne bestemt være et bud på en skolebiofilm for de lidt ældre elever.



Filmfestival i Cannes er en enestående lejlighed til at se film fra fjerne verdensdele og lande vi aldrig, aldrig ser film fra. I går så jeg feks en film fra Peru i serien Un Certain Regard, som til hver eneste visning fylde Debussy til sidste stol. Der er plads til godt 1000 tilskuere, og køen før filmen er meget, meget lang. Filmen hed Octubre. Den var ikke meget at skrive hjem om, men interessant at se filmfortællingens kunst udfoldet på så fremmed grund.
I samme serie så jeg i dag også en fransk film ungdomsfilm “Lights Out”, som jeg den første time tænkte var et oplagt bud på en skolefilm. Den har stjålet sin struktur fra et par andre film, “Elephant” og senest “2:37” (tror jeg nok var titlen på filmen om highschool-historien) - men slutningen var helt flad.












Et udsnit af de mange Renault-biler der flere gange dagligt kører i cortege med stjernerne.




Efterhånden som vi nærmer os en afslutning strammer det til, og i dag var den eneste amerikanske film i hovedkonkurrencen “Fair Game” - instrueret af Doug Liman på programmet, så vi fik besøg af Naomi Watts, mens Sean Penn desværre var forhindret. De to spiller de altoverskyggende hovedroller i en uhyre veldrejet politisk, moralsk film om undercover CIA-agent Valerie Plame, som Det Hvide Hus ofrede for at lægge låg på sagen om de ikke eksisterende Weapons Of Mass Destruction i Irak.
Efterhånden er gammel historie, men den er ganske godt perspektiveret i Doug Limans glimrende film, som ikke har en Kinamands chance for at vinde.
Ikke at jeg tror kinamanden har større chancer. Men Sean Penn er en alvorlig konkurrent til Javier Bardem.


Men hvem vinder så de gyldne palmer i år?

Hver dag i de mange glittede publikationer, blandt andet “Screen” og “Variety” opdateres listen med stjerner og gennemsnit. Med snæver margin fører Mike Leigh.
Men meget kan ske endnu. Min favorit er Biutiful.

Til gengæld kan vi hejse det danske flag:
Torsdag aften vandt Armadillo førsteprisen i Semaine da la Critique. Flot og fortjent.


Dagens store skuffelse: Jeg fik trods tre ihærdige forsøg IKKE billet til Ken Loach's Route Irish, som kun havde en enkelt screening. På billedet går han op (eller ned) af den røde løber. Omme på den anden side af menneskemængden. Det var det nærmeste jeg kom.