torsdag den 25. marts 2010

Korte film til afgangsprøven?

Vi nærmer os tiden, hvor lærere søger nye film til afgangsprøverne.
Det kan være vanskeligt at holde styr på hvad der er tilgængeligt - og hvor det kan fås.
Det Danske Filminstitut er - heldigvis - ikke alene om at levere korte fiktionsfilm, og forlagene er begyndt at fylde huller ud. Fx har Alinea udgivet materialet I Mørket - hvor tre danske film af Kaspar Munk (som snart er biografaktuel med sin første spillefilm "Hold om mig" - som vi glæder os til!) er til fri afbenyttelse:
Kysss (10 minutter)
En lille død (10 minutter)
Forsvunden (28 minutter)

Desuden er Ekko jævnligt ude med nye dvd-tillæg - af disse kan især anbefales "De fremmede" - ni film om mennesker på grænsen. Mange kender sikkert "Der er en yndig mand" og den norske "Bawke" (ikke mindst alle der har deltaget på et DFI-kursus siden 2005) - men også den nye "Grisen" (den med Henning Moritzen på hospitalet) er et oplagt emne.

I udgivelsen før den var det "New Danisk Screen" der var vedlagt Ekko. Herfra kan anbefales tre solide danske:

Om natten









Blodsøstre









En forelskelse


- og de kan ovenikøbet ALLE tre ses på Filmstriben.dk







Sidst men ikke mindst skal heller ikke glemmes den dvd som BUSTER var så venlig at sende ud til alle skoler i landet. På den er der lagt en stribe fremragende kortfilm fra den store verden. Find dem på skolebiblioteket - og start feks med at se den fremragende svenske "När Elvis kom på besög" (10 minutter)
Og for at det ikke skal være løgn har Buster lavet undervisningsmaterialer til filmene, de kan hentes på hjemmesiden som der refereres til på skiven.

Og allersidst er der endnu et udspil fra Alinea med en håndfuld spændende kortfilm fra Sverige, Tyskland, Frankrig og Rusland. Specielt skal til danskundervisningen fremhæves den svenske "En del af mit hjerte" (15 minutter) som er en veldrejet lille historie der vil gribe enhver om hjertet.
Se min anmeldelse af materialet andetsteds i den blog. Under titlen "Filmskole 2009"

God fornøjelse

tirsdag den 23. marts 2010

Lad de små børn komme ... i biografen.

En mandag formiddag i marts 2010. Fem hundrede børn i alderen 3-4 år er på vej til, for manges vedkommende deres livs første biografoplevelse. Hånd i hånd, i lange lige rækker, snor koolonnen sig henover gulvet i Kennedy Arkaden og op ad trappen til det forjættede land. Forude venter fire små film og en samlet spilletid på 35 minutter, men tid har en anden størrelse når man er under én meter høj og næppe kan fylde en biografstol ud.
Oppe for enden af den lange trappe venter Karl. Han skal tage imod og sikre sig at børnene bliver lukket ind i de rigtige sale. I dag er interlock mellem sal 1 og sal 2. Det vil sige at den samme film bliver vist i to sale. I sal 1 lukkes 320 børn og pædagoger ind og resten ca. 180 lukkes ind i sal 2.

Og klokken 10.30 gentages hele manøvren, når fem hundrede 4-5 årige børn lukkes ind til Alfons Åberg og den store danske børnefilmklassiker fra 1949 - Palle alene i verden. Tænk at den kan endnu!

torsdag den 18. marts 2010

Findes europæisk film?

Ser man på det dagsaktuelle biografrepertoire er der amerikansk dominans i udpræget grad.

Avatar har for længst slået alle rekorder og banker fortsat af sted i 3D for fyldte biografsale, Tim Burton forsøger at gøre Cameron kunsten efter med Alice i eventyrland, Scorcese følger op med Shutter Island – og nu er - bittert ironisk - den amerikanske udgave af vores egen Brødre på vej.

Krisen i dansk film har længe været diskuteret og endevendt, men endnu længere nede på præferencestigen hænger den europæiske film. Findes den overhovedet?
Har du for nylig set en film fra Italien eller Spanien, to hæderkronede filmnationer?.
Tysk film, bevares – østrigske Michael Hanekes guldpalmevinder Det hvide bånd er tysksproget og et veritabelt kunstværk. Men palmevinderen sælger slet, slet ikke billetter i forhold til de store amerikanske blockbusters.

Kun på et ganske lille, begrænset område af menukortet, omme bagi under børnemenuer dukker et par europæiske små perler frem.
Spanske Cobardes (på dansk ”Kujoner”) er en stærk, realistisk og velspillet børnefilm om mobning.

Fra pressemeddelelsen:
Gaby har det ikke nemt i skolen, hvor Guille og hans håndlangere er på nakken af ham. Deres mobning bliver dag for dag værre, og til sidst er det nødvendigt for Gaby at udføre en desperat plan for at vende styrkeforholdet. ’Kujoner’ er en medrivende film, der udvider begrebet mobning og tegner et billede af et samfund, der på alle niveauer er præget af frygt. Mobning er noget, der går igen i forældrenes generation, og ingen kan gribe ind, da alle på et eller andet tidspunkt viser sig at være kujoner.

Det kunne lyde som en solid, politisk korrekt dansk børnefilm fra de gode gamle dage. Og det er da også en væsentlig film om et vigtigt emne. Den har danmarkspremiere først i april.

Men der er kun ét sted den finder et publikum. Det er i Med skolen i biografen 2010/2011.


En anden børnefilm af samme tilsnit er den italienske Libero. Som havde danmarkspremiere i juli 2009, og siden da har indspillet hvad Avatar har indspillet på en formiddag. Ikke desto mindre er det en medrivende italiensk dacapo på fordums storhed og neorealisme. Fra pressemeddelelsen:
Vi følger livet i en lille familie i en forstad til Rom. Historien bliver fortalt gennem 11-årige Tommys øjne, og i hans uskyldige blik følger vi dramaet om den humørsvingende far, der vil gøre sit bedste, men kommer til at overlade lidt for meget ansvar til børnene. Temperamentet er i vejen, og hans ambitioner på sønnens vegne er for store.
Samtidig kæmper han for livet som alenefar, for moren er stukket af en med en anden for Gud ved hvilken gang. Tommys søster er midt i den besværlige pubertet, og tilbage står Tommy måbende og kan kun se til, mens hans verden forandres af voksne, som han ikke forstår, og som opfører sig alt andet end voksent.
Da moderen en dag vender tilbage og beder om tilgivelse, er det således op til børnene, om hun skal tages til nåde igen. Med varme og humor og med en bittersød blanding af store, dramatiske konflikter og små, rørende øjeblikke fortæller filmen om en turbulent opvækst med ujævne doser af kærlighed og kaos.


Også Libero er på programmet i Med Skolen i Biografen 2010/2011.

Europæisk film findes. Hvis man kigger godt efter – og går i biografen i skoletiden!

mandag den 15. marts 2010

Tre Oscar-vindere i skolebio

SÅ er programmet lagt. Blandt de tolv film i den kommende skolebiosæson er Oscarvinderne Precious, Slumdog Millionaire og Op.




Slumdog Millionaire – drengen der havde svar på alt er historien om den 18-årige, forældreløse Jamal Malik, der er opvokset i slummen i Mumbai. Jamal står foran den største dag i sit liv, da han deltager i den indiske udgave af Hvem vil være millionær. Han er kun ét spørgsmål fra at vinde 20 millioner rupier og skal møde i studiet den efterfølgende dag for at besvare det sidste spørgsmål. Men uden for studierne venter politiet, som mistænker ham for at snyde. For hvordan kan en fattig dreng fra slummen dog vide alt det? Jamal fortæller sin barske og eventyrlige livshistorie, og det forklarer, hvordan han har tilegnet sig nøglen til svarene. Men politiet er stadig mystificeret over, hvad en ung mand fra slummen laver i sådan et TV-show. Det får både politiet og publikum svaret på i det sidste spørgsmål.
PRECIOUS udspiller sig i Harlem i 1987. Det er historien om Claireece "Precious" Jones, en 16-årig afro-amerikansk pige med et liv, ingen vil misunde hende. Hun er gravid for anden gang med sin far; en far, som i øvrigt ikke tilbringer tid sammen med sin familie. Hjemme må hun uafladeligt stå på nakken for sin mor, en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende både fysisk og psykisk. Skolen er ét stort kaos og Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, men gemmer på endnu en frygtelig hemmelighed: Hun kan hverken læse eller skrive.
Precious bliver presset fra alle sider, men hun kommer aldrig ned med nakken. Bag sit uanfægtede ydre gemmer sig nemlig en både begavet og nysgerrig pige med en spirende fornemmelse for, at der eksisterer et alternativ for hende her i livet. Truet med udvisning bliver Precious tilbudt muligheden for at blive overflyttet til en alternativ skole, der fungerer ud fra devisen "Each One/Teach One". Precious kender ikke betydningen af "alternativ", men hendes instinkter fortæller hende, at det er den chance, hun har ventet på.

OP er en eventyrlig komedie om den 78-årige ballonsælger, Carl Frederiksen, der i sit livs efterår opfylder en livslang drøm om det store eventyr. Han binder tusinder af balloner fast til sit hus og så stiger han ellers til vejrs og sætter kursen mod Sydamerikas eventyrlige vildmarker. Men først da det er alt, alt for sent, opdager han, at han har en blind passager med på rejsen; den voldsomt belastende 8-årige ’opdagelsesrejsende’ spejderdreng, Robert, der nok er den sidste i verden, Carl ville have inviteret med på sin drømmerejse. Inviter din klasse med på en forrygende rejse til en glemt verden i selskab med den mest uharmoniske duo, man kan forestille sig...

torsdag den 11. marts 2010

Filmskole 2009 - nye kortfilm


Ny DVD fra forlaget Alinea med fem novellefilm fra Odense Internationale Film Festival. Pris kr. 300 ekskl. moms.
Anmeldelse til Folkeskolen:

Tag endelig ikke fejl af titlen. Der er ikke tale om afgangsfilm fra filmskolen, men om fem fuldbårne, internationale filmproduktioner af høj klasse. Ikke mindst Oscarvinderen fra 2007, den tyske Spielzeugland (Legetøjsland) som er en stor, historisk filmproduktion i novellens form – og tematisk en fjorten minutters pendant til årets store hit i skolebioordningen ”Drengen i den stribede pyjamas”. Til glæde for tysklæreren kan filmen også ses uden undertekster.
En anden perle er den svenske ”En del af mit hjerte”, som, i forhold til sit korte format, i sjælden grad taler til følelserne, og er den mest gribende kortfilm jeg har set. Fremhæves skal også den russiske flytte-animationsfilm ”Den lillebitte fisk”, som udfolder genrens virkemidler i en smuk og dramatisk drømmesekvens. Der er yderligere to film på skiven, en skæv, svensk erindringshistorie ”Min onkel holdt meget af gult” – og en fransk dialog mellem en lærer og en elev i ”En enetime”, som vibrerer af tiltrækning og tilbageholdt åndedræt.
Til tre af filmene er der udarbejdet grundige undervisningsmaterialer, som kan hentes på www.alinea.dk ved at søge på ”filmskole”. Det er yderst anbefalelsesværdigt at anskaffe sig denne internationale kortfilmsamling til dansk-, sprog- og medieundervisningen, mens vi fortsat venter på om Det Danske Filminstitut dog ikke snart vågner op og får sat gang i produktion af nye, danske korte fiktionsfilm.

onsdag den 10. marts 2010

Kursus - videoproduktion på mac

Learning by doing er et princip vi dyrkede meget på læreruddannelsen tilbage i fordums tid.
Princippet gælder stadig - der findes næppe nogen bedre måde at tilegne sig færdigheder end ved at "gøre det selv".
I mandags fik jeg det endnu engang bekræftet på et heldagskursus hvor 13 lærere var samlet omkring at lave en videoproduktion, en kort fiktionsfilm af max to minutters varighed.

Et eksempel kan ses her.

onsdag den 3. marts 2010

Animationsfilm i skolen



På Filstedvejens skole i Aalborg er der tradition for at lave animationsfilm i frikvartererne.

mandag den 1. marts 2010

Med Skolen i Biografen 2010/2011


Spilleplanen er lagt, filmene er ved at blive booket, snart går programmet i trykken - og hjemmesiden i luften!

Hvad kan 50.000 elever og lærere i den nordjyske region se frem til at se i det kommende skoleår? Tolv nye spillefilm fra hele verden. Dansk film er flot repræsenteret, og der er titler fra USA, England, Frankrig, Italien - samt Japan på repertoiret.
For de yngste er det japansk animation overfor traditionel Disney. Miyazagi overfor Disney.Ponyo overfor Prinsessen og frøen.

Ponyo på klippen ved havet trækker veksler på H.C. Andersens ’Den lille havfrue’, men er alligevel helt sin egen. Filmen handler om en ung dreng, der bliver ven med en mærkeligt udseende guldfisk, som han kalder Ponyo. Ponyos største ønske er at leve blandt menneskene med den fyr, hun holder af. Men havets kræfter – og de antager mange former! – gør deres for at holde hende fra landjorden. Og som om det ikke var nok: Ponyos egensindighed sætter en ældgammel forbandelse fri. Pludselig er hele verden i fare.

Der er også dokumentarfilm på programmet.
"Earth" er den største dokumentarfilm nogensinde og har været en enestående succes over hele verden med en indspilning alene i USA på over 32 millioner dollars!
Filmen indeholder billeder fra over 4.000 dages optagelser og følger forskellige dyrefamilier over en cyklus på tolv måneder og byder på storslåede billeder. Filmen har Patrick Stewart som fortæller og vises med danske undertekster.
Af alle planeterne i vores univers, er der kun en, vi ved, kan fostre liv. Den har helt rigtige afstand fra solen og det perfekte klima og er blevet kaldt “Den heldige planet”.

Med Skolen i Biografen er et enestående vindue for europæiske film og film fra den store verden - men også Hollywood er naturligvis repræsenteret.
PRECIOUS udspiller sig i Harlem i 1987. Det er historien om Claireece "Precious" Jones, en 16-årig afro-amerikansk pige med et liv, ingen vil misunde hende. Hun er gravid for anden gang med sin far; en far, som i øvrigt ikke tilbringer tid sammen med sin familie. Hjemme må hun uafladeligt stå på nakken for sin mor, en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende både fysisk og psykisk. Skolen er ét stort kaos og Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, men gemmer på endnu en frygtelig hemmelighed: Hun kan hverken læse eller skrive.
Precious bliver presset fra alle sider, men hun kommer aldrig ned med nakken. Bag sit uanfægtede ydre gemmer sig nemlig en både begavet og nysgerrig pige med en spirende fornemmelse for, at der eksisterer et alternativ for hende her i livet.


Se resten af programmet når det offentliggøres på www.skolenibiografen.dk primo april.