mandag den 21. januar 2013

Møde med ministrene










Som optakt til en ny treårig kulturaftale var der fælles festivitas på Oceanariet i Hirtshals den 9. januar 2013.
Efterfølgende var jeg og 21 andre forskellige "kulturaktører" fra Nordjylland indkaldt til en to timers session med kulturminister Marianne Jelved og By&Land-minister Carsten Hansen - på Nordkraft i Aalborg.

Præmissen for mødet var givet på forhånd: Hver deltager skulle komme med et to minutters oplæg til en ny ide i relation til de aktiviteter man i forvejen har gang i.

Mit oplæg handlede om europæisk film, indførelse af en "Vis Europæisk film"-dag i Danmark, i regi af Med Skolen i Biografen.

Det lød som følger:

Inspireret af ”Spil Dansk” dagen vil jeg foreslå at vi, i regi af ”Med Skolen i Biografen”, hvert år i november afholder en ”Vis Europæisk” dag i alle landets biografer.

De nye digitale tider og distributionsformer gør at vi i princippet kan vise den samme spillefilm på samme tidspunkt i alle landets biografer, og en film for indskolings/mellemtrins elever kan afvikles kl. 9.00 mens en film for mellemtrins/udskolings elever kan afvikles kl. 11.00
De to årlige titler udvælges regionalt, i samarbejde med Det Danske Filminstitut, og til begge film bliver der udarbejdet en fælles introduktionsfolder til de deltagende børn, samt et undervisningsmateriale, som frit kan hentes på nettet – i lighed med filmene som bruges i skolebio-ordningen.

Europæiske børne- og ungdomsfilm er nærmest ikke eksisterende udenfor det land hvor de er produceret. I den kommercielle biografdrift i Danmark ser børn og unge stort set kun danske og amerikanske børne- og ungdomsfilm i biograferne.

En årlig europæisk filmdag dag tjener flere formål – dels vil det kunne medvirke til en yderligere synliggørelse af Med Skolen i Biografen, dels vil det præsentere en europæisk filmkultur som et vitaminrigt alternativ til den amerikanske strøm af animations- og actionfilm.

Først og fremmest vil det udvide danske børn og unges filmhorisont og medvirke til at udvikle en fælles europæisk kulturel identitet. Dernæst styrke den lokale biograf som kulturbærende institution. Sidst men ikke mindst vil en sådan årligt tilbagevendende event skærpe offentlighedens opmærksomhed omkring børns biografoplevelser og biografvaner.

Disse var ordene - ministrene lyttede høfligt, og vi sagde pænt tak for i dag.