Cannes epilog 2013

Festen er forbi. Ikke officielt, men jeg lister ud af bagdøren før de sidste film screenes og juryen afsiger sine kendelser.
Hvad Steven, Nicole, Ang og de andre beslutter sig til, har vi ingen anelse om.
Men jeg kan ikke vente.

Hvis det stod til mig, med de oplevelser jeg har haft, og forbehold for de film jeg ikke har set, bliver mine domme som følger:

Bedste film: Inside Llewyn Davis, Coen-brødrene.
Bedste manus: The Past, Asghar Fahradi
Juryens Grand Prix: Nebraska, Alexander Payne

Bedste mandlige hovedrolle: Michael Douglas i Behind the Candelabra
Bedste kvindelige hovedrolle: Berenice Bejo i The Past

Naturligvis bliver det ikke sådan.
Jeg er ikke filmkritiker, men heller ikke blandt dem tegner sig nogen klar tendens.

Det har igen været en fantastisk oplevelse at være en del af festen og højtideligholdelsen af filmkunsten.
Men jeg er ude. Sidder i lufthavnen i Nice og mærker Cannes sive ud af mig.
C'est fini. Au revoir...

Gamle mænd i Cannes

Kanske udfaldet af gårsdagens uheldige møde mellem Refn og gamle mænd fra Jylland beror på den store aldersforskel mellem afsender og herværende modtager.

I hvert fald var der ganske anderledes harmoni i sindet senere på dagen og i morges.

To amerikanske film med to gamle mænd i hver sin eminente hovedrolle i hver sin fantastiske film.
Robert Redford i "All is Lost" og Bruce Dern i "Nebraska".
Se DET var film der kunne noget brugbart.

Robert Redford var den store stjerne på den røde løber i aftes, regnen silede ned, men det var en ganske særlig aften, ikke mindst da festivalens grand old man Gilles Jacob for en gangs skyld var fremme i rampelyset for at hilse på Robert Redford.

Redford spiller hovedrollen, endda den eneste karakter i den helt specielle "All Is Lost" om en ældre/gammel lystsejler der forliser med sin båd ude midt i det indiske ocean. Ingen dialog gennem 110 minutter, kun én navnløs mand og hans kamp mod elementerne og ulykkerne i den rækkefølge de kommer.

Indledningsvis rammes historien ind med en Robert Redford der i en voice over bedyrer, at han gjorde hvad han kunne, kæmpede forgæves og beklager. Beder om forladelse.
Derefter starter historien 8 dage tidligere.

En drivende container hamrer ind i siden på båden, slår et stort hul og vandet fosser ind. Sejleren reagerer med den stoiske ro der er påkrævet, og erhvervet gennem et langt livs erfaringer. At en dygtig sejler skal være dygtig til mange forskellige ting er uomtvisteligt, men han skal først og fremmest være….. cool.
Ikke gå i panik, uanset hvor sort det ser ud. Båden bliver halvfyldt med vand og de elektriske apparater ødelagt af havvandet. Gennem de følgende døgn bringes vi gennem en række realistiske scenarier - med uvejr, uheld og sejlerens fantastiske vilje og evne til at overleve. Næsten to timer ombord i båden, uden selskab, ingen dialog eller voiceover. Fantastisk. På et tidspunkt endda med en dansk birolle, da et enormt containerskib, Mette Mærsk fra Skovshoved, sejler forbi, selvfølgelig uden at reagere på den lille prik på oceanet.

Der var meget stille i Grand Lumiere under afviklingen af filmen, som også blev set af gamle Roman Polanski, der kom sammen med det gamle formel 1 ikon Jackie Stewart. De to er hernede med en dokumentarfilm, som Polanski optog henover en weekend i starten af halvfjerserne.

Men efter filmen var der stående ovationer og begejstrede udbrud fra 2.400 tilskuere.

Morgenens verdenspremiere var også en amerikansk film, af Alexander Payne (kendt for filmen Sideways, The Descendants, og About Schmidt) som efter eget underspillede udsagn medbringer en bagatel af en sort/hvid film.

"Nebraska" er en film om en gammel mand fremragende gestaltet af (ikke ældre, men decideret gammel) i Montana, som er faldet for tricket "Tillykke, du har vundet en million" - og fra starten af filmen er på vej, til fods,  til Lincoln, Nebraska for at hente sin gevinst.
Kone og søn forsøger at forklare ham at der blot er tale om et salgstrick, men han er hårdnakket stædig, og for at få fred tager den yngste søn ham med på et roadtrip til Nebraska, med stop i fødebyen og besøg hos familie og gamle bekendte.
Oplevelsen af Nebraska minder mig lidt om den gamle David Lynch feelgood-film "The Straight Story" - den med den gamle mand på havetraktor gennem midtvesten i USA.
Men Nebraska er bare sjovere!

Det er en forrygende dejlig og underholdende film, fyldt med smukke sorthvide billeder og et soundtrack der passer filmen vældig godt. Desuden præsenteres et væld af livgivende biroller. På alle måder en vitaminrig, morsom og velspillet film - ikke kun for gamle mænd, men for alle der holder af en god historie i biografen.
Som en amerikaner sagde - "Nebraska" by Alexander Payne? -  what a relief!

 Tålmodigt ventende filmfans. Intet holder dem tilbage....

Only God Forgives - tja...

Historien er: To brødre lever det vilde liv med narko og ludere i Bangkok. Storebror fucker det op, og hævnslagtes af den lokale Far Ninja.
Mor flyver ind fra USA og kræver blodhævn. Mor kunne bedst lide storebror, for han havde den største tissemand. Lillebror mander sig op til en nævekamp mod far Ninja, og får tæsk.
Bagefter slagtes Mor af Far Ninja, mens lillebror overlever med alle kropsdele i behold. Tror vi nok.


Havde Only God Forgives også været lokalt produceret som den thailandske slasherfilm den ret beset er, ville jeg nok være smuttet efter en halv time.

Filmen er en endeløs række af stilstand. Selvfed coolnes i lange ildevarslende blikke. Langsomme, coole kamera ture. Coolt underbelyste brune/orange billeder. Coole aflivninger med sabel, og mega coole tortur scener.
Larmende syntetisk lydspor. Også cool. Og med God of Cool i midten af det hele, Mister Ryan Gosling.

Filmens samlede dialog ville tage lige så lang tid at afvikle som halvdelen af en enkelt scene i "The Past". Hvor de uncoole karakterer snakker i et væk.

Ikke at fravær af dialog stinker i sig selv. Men der må godt være lidt mere historie i den coole indpakning.

Jeg kan ikke anbefale filmen til nogen. Det må andre - mere coole personer - tager sig af.

Only God Forgives - WE DON'T.

I morgen aften er det Yang på den røde løber. Sammen med Ryan Gosling. Gætter på at den er vild og voldsom.
Det var "Inside Llewyn Davis" bestemt ikke, men den var til gengæld en helstøbt fornøjelse at overvære. Eminente skuespillere, herunder mange præcist tidsbilledtegnende biroller, Coen-brødrenes sædvanligt underspillede humor, en pragtfuld historie drevet af en hovedkarakter, som må konkurrere med Michael Douglas for bedste mandlige .
Musikken fra Greenwich Village, midten/slutningen af 60'erne. Folkmusic og fingerpickin' guitar.
Lige noget for en gammel rag&blues nostalgiker.

Desværre er den jo nok lidt for lige-ud-ad-landevejen til at være en Palmevinder.

Favoritten indtil i aften er fortsat "The Past", som helt sikkert også kan blive et pænt (måske) art-house hit herhjemme. Et skilsmisseforløb der kun er en formalitet fra at være afsluttet, udvikler sig fra time til time i en underskov af konflikter med en dialog som er tappet ud af den virkelighed som er så tæt på. Måske overskrider antallet af konflikter enhver form for realisme, men det virker utroligt godt og veldrejet.


Jeg er spændt på fremtiden for den hollandske "Borgman" - men med danske Angel Films i ryggen og Sarah Hjort Ditlevsen kommer den vel ud til danske art-biografer derhjemme på et tidspunkt.
Det er en vild sag. Tænkte en del på Hanekes "Funny Games" undervejs, men dens henslængt surrealistiske stil en helt dens egen. Straks fra start bringes vi ud på kanten. Tre mænd, en præst, en smed og en håndværker tager på jagt i skoven. Jagtens mål er en storskægget, langhåret mandsling som lever i huler under jorden. Hvorfor han bor der, eller hvorfor han jages, får vi ingen forklaring på, men han har en mobiltelefon (!) og ringer for at advare sine andre underjordiske "kolleger" da det lykkes ham at flygte. Derfra udvikler historien sig til en voldsom allegori, som jeg ikke skal afsløre for nogen. "Borgman" vinder ingen priser, og i et verdensberømt her hjemmehørende fransk cykelløb ville den være en "stigning udenfor kategori".

Indimellem filmene i hovedkonkurrencen kan man blive udsat for lidt af hvert. Nogen gange en god overraskelse, nogen gange et forventet flop.
De sidste af slagsen er ikke værd at nævne, men en amerikansk dokumentar "Seduced and abandonned" om hvordan man forsøger at financiere sin ide til en film.
Den var dælemnedme underholdende.
Med et væld af instruktører, skuespillere og producenter og to veloplagte værter, James Toback og Alec Baldwin. Og en stor del af filmen optaget til filmfestivalen i Cannes - sidste år. Spejdede efter mig selv i flere af i optagelserne på Croisetten. Men mener ikke jeg var med.

Britisk film går man som oftest ikke helt galt i byen med. "The Selfish Giant" om 13-årige Arbor, som er en britisk produktudvikling af drengen fra "Drengen og cyklen", som vi brugte i Med Skolen i Biografen efter forrige års Cannes. Arbor er helt igennem uudholdelig og udenfor pædagogisk rækkevidde, og han fremstilles umanerligt overbevisende. Men det er en grum historie.

Det er den sidste historie for i dag også. Grum som ind i helvede.
Vi skulle have siddet i Theatre Lumiere mens disse linier skrives. Iført det obligatoriske, ikke længere så stive, puds.
Hvorfor gør vi så ikke det - spørger du måske.
Det gør vi ikke, fordi de billetter vi fik i morges til gallaforestillingen kl. 22.00 på "La Grande Belezza" af Paolo Sorrentino, i eftermiddags blev erklæret ugyldige.
På grund af fejlen i "systemet".

ONLY GOD FORGIVES - JEG gør det ikke.

PS: "La Grande Belezza" er p.t. de fleste danske kritikeres favorit til at vinde palmerne.

All dressed up and nowhere to go....

Grafik i Cannes

I Grand Palais er der en lille udstilling af grafisk kunst, med film som tema. Blandt mange fine denne om flugten fra virkeligheden. Eskapisme i konkret forstand:

 

En fornuftig kombination, som jeg selv holder meget af.









20 års udvikling i "receptionssituationen" (som medieforskerne kaldte det i 90'erne)

Bobbie i en af verdenshistoriens bedste film, Taxi Driver...

Cannes - La Vie en Cannes

Festivalen er præget af traditioner. Alting forløber efter samme mønster ned i den mindste detalje. Det kan jeg sige på baggrund af denne min 4. Festival De Film en Cannes.

Man står op om morgenen, går på nettet for at booke plads, skynder sig afsted med retning mod Grand Palais for at hente dagens billethøst, eller for, som oftest, at stå i kø til den første visning kl. 08.30.

At man har billet er nemlig ingen garanti for at man kommer ind, hvis der nu er uddelt flere billetter end der er pladser. Det sker ikke så tit, efter den første smertefulde afvisning har man lært at møde ind i god tid.
Selv om man kommer i god tid er der heller ingen garanti for noget som helst. Der er altid den risiko, uden varsel, at der pludselig dukker nogen op fra højre, eller venstre, som uden nogen ydre påviselig grund skulle have ret til at komme foran, får lov at overhale køen. Det kan dreje sig om ti - eller hundrede! Det stiller ekstremt store krav til selvkontrollen.


I dag blev traditionen for fransk kludder dog tilført endnu en dimension: De i morges bookede billetter blev, efter et tre timers nedbrud i bookingsystemet, annuleret - og hvis man var heldig kunne man nå at booke igen, hvis ikke var det bare ærgerligt. Totalt kaos, folk var rasende.

Nu bliver det spændende at se, til hvor mange af morgendagens forestillinger der er udleveret for mange billetter. Den tid den glæde.

En anden og meget vigtig tradition koster en mindre regnskov:

Hver morgen sin gratis udgave af Screen, Hollywood Reporter, Variety, Cannes Market. Bladene indeholder nyheder, anmeldelser, branchenyt, sladder - samt masser af helsides reklamer for enkelte film.
Fire kulørte magasiner med en samlet daglig vægt på omkring 1,5 kg fordelt til 10.000 gæster.
Et politisk særdeles ukorrekt papirfrådseri, men praktisk til at slå ventetid ihjel med.
Og ventetid har  vi nok af.

Men indimellem al ventetiden ser vi også film. Vi er nu godt halvvejs i konkurrencerne, og i aften er Michael Douglas og Matt Damon i byen, sammen med Steven Soderberg og historien om den stenrige, amerikanske - og homoseksuelle - entertainer Liberace, der toppede i 1970'erne.

Det er en særdeles underholdende film "Behind the Candelabra", med et gigant comeback til Michael Douglas som Liberace.

Den vises tre gange i dag, jeg så den i morges, og den har gallapremiere i aften.
Det bliver en stor aften på den røde løber i Cannes.
Som det i øvrigt er to gange hver eneste hver aften, hvadenten det så er "Shield of Straw" en japansk politifilm (som i går) eller "Borgman" en dybt original allegori (som i den grad delte vandene) - eller den film som alle holder af: "Inside Llewyn Davis", den nye Coen-brødre film, som for mig indtil videre er favoritten. Fulgt af den fransk/iranske Asghar Farhadi med "The Past", som nok er den film med allerflest hverdags-drama konflikter monteret på samme historie.

MERE om filmene i morgen. Vi skal ned og stå i kø. C'est la vie en Cannes.
Og vejret? Skønt og solrigt.

Det er ikke for sjov.

Nej, det er SLET ikke for sjov at være til filmfestival i Cannes.
Slet ikke når det regner, som det har gjort idag i et omfang som derhjemme ville have medført ekstraudsendelser på landsdækkende TV og frarådelse af al unødvendig udkørsel.

Sådan en lørdag morgen, hvor regnen som varslet står ned i tove fra morgenstunden, mødes hundreder og atter hundreder paraplysvingende filmelskere foran Grand Palais klokken 07.45. De er ikke alene. Som modtagelseskomité står snesevis af "invitation"-tiggere i deres nydelige tøj med deres nydelige paraplyer, for lige at tjekke om der skulle falde en enkelt billet af, sådan en drivvåd lørdag morgen. Ikke fordi filmen der screenes kl. 08.30 er fyldt med store stjerner eller på anden måde har bred appeal.

Det er en film om psykoterapi, baseret på en autentisk historie om en indianer der efter 2. verdenskrig gik gennem et behandlingsforløb som afdækkede en række traumer fra hans liv.
Ikke - overhovedet ikke - en blockbuster, men en film som 99 uf af 100 ville zappe væk fra hvis den skulle forvilde sig ind på sendefladen i den  bedste sendetid. Hvilket i øvrigt er ren utopi. Den bliver måske ikke engang købt til distribution i Danmark. Titlen: "Jimmy P. Psychotherapy of a Plains Indian" trækker nok ikke i sig selv.
Men det gør den i Cannes, hvor den bliver vist tre gange i Grand Palais i dag - med godt 2.000 gæster til hver visning.

Og det er Cannes i en nøddeskal. Verdens største filmfest tager sig selv meget alvorligt, og mange af dens 10.000 deltagere tager både sig selv og filmkunsten alvorligt.
Resten lever om natten, og dukker ikke op kl. 07.45 en lørdag morgen. Heldigvis, for så ville der SLET ikke være stole nok.

Hver eneste dag i 10 dage er der Red Carpet premiere på to film i hovedkonkurrencen, den første kl. 19.00 den anden kl. 22.00. Til disse visninger er der dresscode, smoking og butterfly for mænd og gud-ved-hvad for kvinder - til visningerne tidligere på dagen skal man bare have nogenlunde pænt tøj på. Men ALLE visninger bliver taget meget alvorligt af ALLE.
Alle gæster scannes og alles tasker undersøges. Ingen kameraer eller bomber - men heller ikke knitrende slikposer må medbringes. Til gengæld må man tilsyneladende gerne medbringe neglelak. En irriterende kvinde i sædet ved siden af mig brugte ventetiden før "The Past" til at lakere sine negle, langsomt og grundigt med den karakteristiske gennemtrængende stank, som langsomt fik mig helt ud på det yderste af sædet i raseri. Var meget tæt på at skubbe til hendes albue. Meget, meget tæt. Fik øjenkontakt en enkelt gang, og sendte mit sureste blik (og det siger ikke så lidt) - men det prellede totalt af på damens arrogante og usynlige skjold.

Har indtil videre set tre af fem viste film i hovedkonkurrencen, hvor alle 20 film vises i Grand Palais. I den anden store "Un Certain Regard" kører filmene i Debussy-teatret som ligger et stenkast fra Grand Palais - men til de film er der KUN mulighed for at komme ind hvis man har god tid og er meget tålmodig. Man skal stå i kø. Det skal man i øvrigt også alle andre steder, men ved Debussy er der tale om meget, meget lange køer.

Alene det at stå i kø i regnvejr er en speciel disciplin. Uden paraply er det selvmord. Det ved de kulsorte paraply-sælgere godt, så de er klar når det regner.
Med tusinde paraplyer svingende rundt i luften opstår der andre risici. Paraplyen er et farligt instrument i hænderne på selvoptagne filmnørder i tæt befolkede områder.

Derudover må man som delelement i den store fællesparaply hele tiden holde sig orienteret i forhold til naboparaplyens hældning, for ikke pludselig at blive mål for tømning.

Samtidig kan man mærke hvordan vandet langsomt, efter at have fyldt skoene, æder sig op ad buksebenet indtil det stopper lidt under knæet.

Når man så drivvåd kommer ind i salen og synker ned i sædet til en britisk film i "Directors Fortnight" - konkurrencen "The Selfish Giant" om et par drenge i rå, grå og trøsteløse omgivelser - så er man i sync med elendighederne på lærredet.
Efter en i øvrigt fremragende film er det godt at konstatere at regnen fortsætter med uformindsket styrke, og at få melding om at sommeren derhjemme, som sædvanligt, er startet samtidig med lortevejret i Cannes.

I næste uge bliver vejret bedre. Forhåbentlig gør filmene det også. Humøret er konstant højt.

VM i film 2013 - prolog

Om to dage starter det årligt tilbagevendende VM i film - festivalen i Cannes. Det er godt.
Men hvad bedre er: Om tre dage er jeg med i Cannes for 4. gang.

Sammen med 10.000 andre får jeg mulighed for at frådse i 5.000 film i løbet af mine 7 døgn i Cannes.
Festivalen starter lidt før jeg kommer, og slutter et par dage efter jeg er taget hjem. Der er masser af forskræp, og som til alle mesterskaber har vi store forhåbninger til de danske farver.
Ingen Trier denne gang, men Refn er der jo. Med Only God Forgives.
Og Coen-brødrene er der, og Alexander "Sideways" Payne, og Polanski og Jim Jarmusch og Asghar Farhadi.... og mange, mange andre.

Festivalen åbnes af Baz Luhrmann med nyindspilningen af The Great Gatsby, som dog ikke er med i konkurrencen.

Uha hvor vi glæder os....