mandag den 27. februar 2012

Med skolen i biografen 2012/2013

Skolebiosæsonen er snart slut - og allerede nu er et nyt program for næste skoleår ved at blive lagt.



De 10 nye spillefilm på programmet afsløres i løbet af foråret, og som noget nyt vil programmet blive lanceret ude i en række lokale biografer først i det nye skoleår.




Mere om dette gratis tilbud til undervisere vil fremgå af vores hjemmeside www.skolenibiografen.dk



mandag den 13. februar 2012

20 nye kortfilm

Nye danske, korte fiktionsfilm har længe været en efterspurgt mangelvare i undervisningen, men nu har Det Danske Filminstitut lagt hele 20 danske kortfilm ud på Filmstriben. På én gang.

Ketchup-effekten er udløst af en aftale mellem Det Danske Filminstitut og Filmværkstedet, og bortset fra "Lille mand", som tidligere har været tilgængelig i projektet "Norden i bio", og "Kysss", som er udgivet af Alinea, er der tale om kort fiktion, der ikke tidligere har været til rådighed for skolerne. Bag filmene står en række unge danske talenter, og i sagens natur har deres kunstneriske ambitioner næppe været at levere grydeklare, undervisningstilrettelagte filmhistorier.

Ikke desto mindre er der megen relevant tematik at komme efter i de godt seks timers kort fiktion.

Det kan synes urimeligt at anmelde tyve små selvstændige værker under ét, men ud over det korte format er der andre fælles træk. Kærlighed er et gennemgående tema i en del af filmene, kærlighed mellem drenge og piger, drenge og mænd, piger og voksne mænd, skilsmisse og nye forhold, uskyldstab og jalousi.



Derudover gemmer der sig i bunken nogle helt skæve og spændende genrefilm. Størstedelen af filmene henvender sig til overbygningen, men der er også enkelte til mellemtrinnet.

Blandt de sidstnævnte er en enkelt film dog alvorligt fejlplaceret. "Beast" er sat til mellemtrinnet, og det er en særdeles barsk historie om hustruvold, et barn, der får tæsk - og til at toppe det hele afbrænding af en levende hundehvalp. Den går nok ikke på mellemtrinnet.


Ud over det tematiske parameter er filmens spilletid, i undervisningssammenhæng, også en vigtig målestok. Der er stor efterspørgsel efter helt korte historier på mellem fem og ti minutter, som man kan bruge til afgangsprøverne. Tre af de tyve film falder inden for denne kategori, mens resten har spilletider på mellem 15 og 29 minutter. De tre korte er: "Verdensmesterens fald" (otte minutter) om to drenge i 8. klasse, der udfordrer hinanden i en idrætstime, hvor Ellen Hillingsø giver den gas som overambitiøs idrætslærer. En kort historie om umage venskab. "Kysss" (ti minutter) om den første uskyldige kærlighed og to små, men betydningsfulde kys. Og den ordløse sci-fi-fortælling "Connected" (syv minutter), som ganske tilfredsstillende fremstiller en verden, hvor de sidste rester af liv bogstaveligt talt hænger i en tynd tråd.




Herudover skal også anbefales en gyser i mellemtrinshøjde, "Huset overfor" (24 minutter) - om to drenge, Viktor og Alex, der skal være alene hjemme en weekend. Det gamle, forladte hus på den anden side af gaden rummer potentialet til en række gode gys, og filmens tema om venskab og magtkamp fungerer fint. Lidt af den samme stemning, men langt mere subtilt, finder vi i "Mallorca" (29 minutter), som, på trods af at det også er den længste, efter min mening er den bedste kortfilm i hele pakken.


Initiativet er fremragende, vi har ventet længe på det og venter nu gerne lidt længere på flere helt korte fiktionsfilm.

torsdag den 2. februar 2012

Rød Stue i Biografen

Velkommen til en ny sæson for ”Med Rød Stue i biografen” i Nordjylland.
Børn skal have adgang til gode film, der passer til dem. De rette film, fortalt i øjenhøjde, skærper børns kompetencer og øger forståelsen af de levende billeder – og hvilket rum egner sig bedre end biografens? ”Med Rød Stue i biografen” står foran et lille jubilæum, med denne 10. sæson i den nordjyske region, hvor mange, mange tusinde børn gennem det seneste årti har fået gode filmoplevelser i biografen. Tilmelding til ”Med Rød Stue i biografen” foregår på nettet. Det betyder at alle tilmeldinger foretages online, hvilket giver børnehaverne en bedre service og omgående tilbagemelding på tilmeldingen. Der åbnes for bookingen af forestillinger i uge 6 på adressen www.roedstueibiografen.dk
For den enkelte institution er deltagelse GRATIS, bortset fra en eventuel udgift forbundet med transport til og fra biografen. Filmpakkerne stilles velvilligt til rådighed af Det Danske Filminstitut, mens Center for Undervisningsmidler i Aalborg er tovholder for den praktiske gennemførelse, i regi af Kulturaftale Nordjylland. Vi glæder os til at se de mange små børn i biograferne, kig i programmet og tilmeld jer fra mandag den 6. februar kl. 09.00 på adressen www.roedstueibiografen.dk Er der problemer med, eller spørgsmål til, tilmeldingsproceduren ring venligst til Center for Undervisningsmidler i Aalborg på tlf. 7269 2000