Armadillo - Danmark i krig

Udsigten fra trappen ned ad den røde løber. Aften efter aften. Med nye aktører hver gang.






Mike Leighs film var en skuffelse. Den blev fint modtaget af kritikerne, men jeg synes den var for tynd. Bevares - glimrende skuespilpræstationer - men et fuldstændigt fravær af plot og fravær af karakterudvikling gør den til en kedelig affære. Ja undskyld, det er ikke den almindelige mening - men Mike Leigh må få ros andre steder end på denne blog.


Den store danske sensation i Cannes er Armadillo, som helt ekstraordinært er blevet valgt i serien Semaine de la Critique, som den eneste dokumentarfilm.
Janus dokumentarfilm som følger en gruppe unge danske mænd i krig.
For alvor i krig. Men optakten er den sædvanlige - afsked med mor og far og kæresten, mors bekymringer og kærestens tårer. Den sidste aften med gutterne er også med til at tegne de store drenges karakter, de fyrer den af med sprut og nøgne damer.
Sidste udladning.
Derude i Afganistan venter lange, lange dage. Taliban er svær at få hold på. Hvor gemmer han sig, hvornår sker der noget? Det gælder om at undgå at ramme hinanden. Fejldispositioner forekommer - men det er jo krig, ikke sandt?
Så vidt så godt. Men fotografen bliver hængende et halvt års tid. Og får selvfølgelig en masse i kassen. Ikke mindst den - for filmen - afgørende træfning, hvor de unge danskere for alvor kommer i krig. Et par stykker træffes i benet og i ballen - men Taliban lider nederlag denne dag. Fotografen er med hele vejen, med livet som indsats afdækkes selve kampens forløb og det dramatiske efterspil. Det skal ikke beskrives her. Det skal ses.
Drengene fejrer den lille delsejr - ikke mindst er det godt at få prøvet hvad det egentlig er. Det her med at være i krig. At være på fronten.
Det er ikke amerikansk fiktion, det er danske drenge, i en form for virkelighed. Selvfølgelig redigeret, men ikke manipuleret.
Armadillo burde vises på DR1 en søndag aften i den bedste sendetid.