Woody og Mike - og Terence Hill..

Formiddagen var i godt selskab med Woody Allens nye film med den mundrette titel You Will Meet A Tall Dark Stranger.
Filmen er indspillet i England med et hold fremragende britiske skuespillere i et ensemble-lystspil af den slags som Woody Allen KAN være en mester i.
DET er han her.
Det er en elegant, vittig og velturneret komedie - faktisk er det filmkunst af høj klasse.
Og selvom den altså ikke er med i konkurrencen, er den i høj grad med til at kaste glans over festivalen.




Meget flot dekoration af gavl i Cannes.







Sandkunst på stranden.






Dagens kuriøse indslag har en forhistorie, som er lidt privat, selvom jeg er sikker også andre på min alder har tilsvarende kulturel bagage.
Min far bibragte mig ikke megen kultur, bortset fra det månedlige indkøb af Bill og Ben og den årlige udflugt til Europa Bio - den kommunalt ejede biograf i Aalborgs centrum indtil jeg blev halvvoksen - for at se hvad Trinity Brødrene (Terence Hill og Bud Spencer nu havde at underholde os med.
Det var spaghetti western light, men vi elskede det.
Da jeg opdagede at der her i Cannes lørdag eftermiddag var en screening med en NY film med Terence Hill - DOC WEST - måtte jeg selvfølgelig kigge ind, for at se hvad i alverden det nu kunne være.
I en lille sal med plads til 45 tilskuere var vi op imod 14 der indtog spredte pladser, afventende filmens start.
Helt usædvanligt for markeds-screeninger stod en lille tyk mand med bred amerikansk accent frem ved lærredet og bød os alle velkommen.
Han havde også stået udenfor og uddelt billetter til hvem der måtte ønske det - på trods af at ALLE i det store publikum var akkrediteret og dermed havde fri adgang.
Ikke desto mindre var han glad for at se så mange fremmødte til hans nye film, som han selv havde produceret.

Og SÅ kom trumfen: Det var ham en stor ære at kunne byde velkommen til filmens instruktør, der godt lige ville sige et par ord.
Frem trådte en forholds ung mand som med kraftig italiensk accent fortalte, at det havde været ham en stor fornøjelse at instruere filmen som var optaget on location i USA. Og så: VÆRSGO!

Jeg tror ikke engang min forlængst afdøde far, som var kæmpe fan af Terence Hill, ville have holdt tiden ud.
Af høflighed blev jeg siddende en halv time og så idolet med de forhen så blå øjne fremtræde ret vellignende i en western-komedie, som de medvirkende måske har haft det sjovt med at indspille. Men det var så det.










I aften er der så gallapremiere på én af de film jeg har set frem til med allerstørst forventning. Mike Leigh’s Another Year. Han har jo tidigere vundet palmer for Hemmeligheder og Løgne, men det vil ikke forhindre ham i at gøre det igen.
Hvis den er god nok.