CANNES - HVEM VINDER PALME D'OR?

I'm on the road. Sidder i rutebilen på vej ud af Cannes, efter at have set én af de film jeg havde ventet mig mest af. - Lee Daniels PAPER BOY. Mere om den længere nede.

Alt i alt nåede jeg vel et dusin af filmene i hovedkonkurrencen, samt en snes udenfor konkurrencen.

I hovedkonkurrencen mangler fortsat en håndfuld, hvoraf de tre på forhånd ser meget interessante ud.
To amerikanske, især MUD som vises i morgen, og en ukrainsk/tysk film IN THE FOG om den tyske besættelse af Sovjetunionen i 1942.


HOLY MOTORS
Leos Carax er kendt af nogle danskere for "De elskende på Pont Neuf" - men han er har ikonagtig status i Frankrig, så der var forventninger ud over alle grænser til hans komplet anarkistiske og surrealistiske "Holy Motors". I nærmest episodisk form følger vi en stor hvid limousine trille gennem Paris' gader. Inde i bilen sidder vores hovedkarakter, som har en række forskellige aftaler der skal overholdes i løbet af dagen. Han maskerer sig til opgaverne, kidnapning af fotomodel, mord på bankdirektør, hente sin datter, møde en kvinde…,
Til sidst køres limousinen i garagekompleks "Holy Motors", hvor den møder alle sine limousine-kolleger og småsnakker lidt før lyset slukkes!
Måske man skulle have røget en lille joint før filmen…

ON THE ROAD
I aftes var jeg så til gallapremiere på Walter Salles "On the Road". (Salles er ham brasilianeren med The Station)
Publikum var mødt talstærkt frem, ikke mindst fordi Twilight-tøsen og -vampyren var med. Der blev vel taget omkring 20.000 billeder af de to. Selvom de ankom hver for sig. Det var i det hele taget de unge stjerners aften.Kirsten Dunst var der dog også.
Filmen var udmærket, gengav stemningen fra begyndelsen af halvtredsernes USA, en roadtrip fra New York til vestkysten - og tilbage igen. Med druk, sex og stoffer on the road. God, men også en lille smule glat og uvedkommende. Jeg er sikkert også for gammel.

THE PAPER BOY
Sidst han var i Cannes var det med PRECIOUS, som vi efterfølgende havde megen glæde af i skolebiografen herhjemme.
PAPER BOY er en vanvittig, medrivende, skæv og sexet film om et par brødre (Zac Efron og Matthew Mcconaughey) i sydstaterne, en gammel mordsag, en dødsdømt fange (John Cusack) og en liderlig kvinde (Nicole Kidman).
Det er en saftig op uptempo David Lynch-agtig thriller.
Om den vinder? Det har jeg ingen anelse om, men jeg tror det ikke. Den er amerikansk, og selvom de elsker Hollywoodstjernene er det ikke ensbetydende med at de skal komme HER og vinde noget.

Nå, det bliver afgjort uden mig.
Jeg er on the road. Au revoir til Cannes.

Det var igen en stor oplevelse.
Nu venter vi så bare på juryens afgørelse på søndag.

Jeg tror ikke Jagten får noget. Udover et pænt stort publikum i Danmark.

MENS VI VENTER

Der er megen ventetid i Cannes.







Først sidder man klar og venter ved computeren 12 - 24 timer før den pågældende film, så står man i kø for at få udleveret billetterne "Invitations" - dernæste står man i kø ved biografen op til en time før, bare for at være rimeligt sikker på at komme ind (selvom man HAR gyldig billet). Inde i Grand Palais har man så yderligere tre kvarter til filmen starter.

Så er det godt at have noget med at læse i.
Det har man så rigeligt i Cannes - hver morgen udkommer Screen, The Hollywood Reporter, Variety - og de ligger til fri afhentning overalt. Så mens vi venter på dagens film læser vi om gårsdagens. Anmeldelser, baggrund, interviews.

Efter filmen glæder vi os så til næste morgens anmeldelser, interviews, baggrundsstof.

Som vi så kan læse mens vi står i kø.
Det er godt og trygt at være i Cannes.

Dagens højdepunkt var KILLING ME SOFTLY amerikansk film af Andrew Dominik med Brad Pitt, James Gandolfini m.fl.
Strålende underholdning, knivskarpe dialoger, meget Tarantino, blot lidt mere sort. Måske ikke så nyskabende, men flot håndværk, eminent fotograferet. Brad Pitt som lejemorder, der skal fange og afstraffe to sølle tyveknægte der har stjålet fra de forkerte. Jeg var faktisk vild med den film! Den har ikke en chance for at vinde, men den skal nok få et stort publikum elsewhere.
Og i aften var Brad Pitt i byen. De elsker ham.

Lidt senere på aftenen var der lidt mere beskeden velkomst til Ken Loach. Fik desværre ikke nogen billet til hans nye film, så det må vente. Sikkert også en fordel at vente til den er med danske undertekster. Den foregår i Glasgow.

DE STORE FILM - MED STORE REKLAMER

Det er svært at opretholde den hysteriske optimisme vedrørende Jagtens vinderpotentiale, ikke mindst fordi det bare regner, og regner - og regner.
Det har nu regnet to dage ud i ét, men programmet kører såmænd videre endda. Det foregår jo for det meste indendøre. Nu med blot med våde fødder…


Hver dag vises to film i hovedkonkurrencen, og hver dag udnævner de nationale medier netop deres film til favorit.

PARADIES: LIEBE - den østrigske favorit med en grænseoverskridende film om en 50-årig kvinde som kærlighedsturist, i ordets bibelske forstand, i Kenya. En meget interessant og modig film hvor hovedrolleindehaver Margarethe Tiesel godt kunne fortjene en belønning for i enhver forstand at blotte sit inderste gennem to timer, hvor hun er med i stort set hver eneste indstilling. Desværre er filmen altså en halv time for lang, det bliver simpelthen for meget og gentagende sig selv den sidste halve.

LAWLESS - den ene af flere amerikanske favoritter handler om forbudstidens sidste to år i Viginia, USA. Et meget voldsomt, spændende og episk gangsterdrama som vi godt kan lide det. Underholdende var den, det kan ikke benægtes! Instrueret af John Hillcoat, som for et par år siden var aktuel med den apokalyptiske, grå dommedagsvision The Road.

Det er umuligt at skaffe sig adgang til samtlige konkurrencefilm på grund af et uigennemskueligt system, hvor man løbende får adgang til bestilling af billetter, men ikke alle på samme tid. En skjult rangordning gør, at jeg på mit beskedne rangordensniveau først sent får lov at booke. Og derfor ofte forgæves.
Derfor så jeg ikke Beyond the Hills og Hanekes Amour. Haneke, som vandt de Gyldne Palmer i 2010 med Det hvide bånd er ikke bare østrigernes favorit. Han anses af mange andre - ikke mindst anmelderne - for at være storfavorit.

I dag, mandag, var yderligere en fransk film på programmet. "YOU AIN'T SEEN NOTHING YET" af Alain Resnais (Ja, den Alain som var med til at tegne den nye franske bølge med Hiroshima min elskede i 1959).
Jeg må sige det kort: Det var en ualmindelig kedelig film. I særklasse kedelig.

Måske overgået af dagens næste film LIKE SOMEONE IN LOVE. Min gamle ven Abbas kan om nogen lave kedelige film. Denne her er ingen undtagelse. Den var så kedelig at jeg på et tidspunkt sank ind i selve kedsomhedens kerne, og faktisk derfra begyndte at føle mig lidt underholdt af den spinkle, spinkle langsomme handling. Jo, den var også morsom. Og foregår i Tokyo. Der er ikke mange scener i denne film. Ikke mange klip. Ingen særlig ydre dramatik, megen stilhed og lavmælt tale, så da der i filmens allersidste indstilling blev smadret en rude, og min sidemand samtidig udbrød MERDE! og BUUUH! blev jeg så forskrækket, at jeg nær var trillet hele vejen ned oppe fra Le Balcon.
Den havde nu noget…

FEELGOOD I CANNES - MED THE SAPPHIRES

Det er næppe sandsynligt at en australsk film om en aboriginal-pige-soul-vokalgruppe fra 1968 kan sælge nogen som helst billetter i Danmark eller omegn.

Og det er sgu ærgerligt, for det er en varm, morsom og musikalsk medrivende film der i aftes fik et fyldt Grand Palais til at swinge og juble, så ikke et øje var tørt.
Den tragiske baggrundshistorie om "The Stolen Generation" så vi senest fortalt i "Rabbit Proof Fence", og det er i grunden fantastisk at man i Australien helt op i 1970'erne fortsatte med at tillade fjernelse af små aboriginal-piger fra deres forældre, samle pigerne i en slags opdragelsesanstalter for at lære dem "white manners".
For senere at kunne opnå ægteskab med hvide mænd, og efterhånden genetisk udvanding og fjernelse af den oprindelige australske befolkning.

Det er den bagvedliggende ramme omkring fire pigers forsøg på at slå igennem som soul sisters i slutningen af 1960'erne. Baseret på en virkelig historie.

Billeder og sorthvide tvoptagelser af Vietnamkrig, Kennedy, Muhammed Ali, Martin Luther King - og musikken først og fremmest, rammer filmen tidsmæssigt ind.

Pigernes lettere fordrukne, men velmenende manager sørger for at de får en chance for gennembrud i en tur til Saigon, hvor de skal underholde og optræde for de unge soldater, der har behov for et frikvarter. Og SÅ er der dømt soul!
En række af de fede hits fra 60'ernes og 70'ernes motown får nyt liv af de skønne aboriginal-tøser, som i den grad giver den gas, skønt granaterne fyger dem om ørerne.
Deres personlige historier driver historien fremad, og karaktererne udvikler sig fornuftigt indenfor filmens rammer. Det bliver ikke for tykt, sentimentalt eller dumt - og jeg har aldrig før set et fyldt Grand Palais rejse sig efter filmen og nærmest bryde ud i jubel.
Nu er dette publikum heller ikke ligefrem overfodret med feelgood-film.
Og det var lige hvad vi fik - denne festlige lørdag aften mellem kl. 22.00 og midnat.

Verden går ikke under på grund af lidt regnvejr, men filmverdenen og glamour har det ikke så godt med skybrud som det der denne søndag aften vælter ned over Cannes. Synd for Jagtholdet og de 15 minutes of FAME - men det ER jo heller ikke kun derfor vi er her.
Filmen afvikles heldigvis under behageligt tørre og lune forhold inden døre.
Alene det forhold skal nok holde lidt på publikum efter filmen.

ANSLAGET OG JAGTEN

Det sker nu og da, faktisk ofte, at man indenfor de første par minutter eller tre får en fornemmelse af om denne her film er værd at se, eller noget lort.
I går så jeg noget veritabelt lort, en amerikansk film hvis titel ikke engang er værd at nævne, hvor første scene udspilles i et parkeringshus, nær en lufthavn. Et ungt par kommer trækkende med deres kufferter, og der klippes til nærbilleder af deres ansigter og blikke mod hinanden. Blikkene er overdrevent lytsfyldte. Da de kommer hen til bilen, kysser de og den unge mand presser den unge kvinde op mog siden af bilen og kyssene bliver mere intense.
Indtil hun siger, stop det var hyggeligt at sidde ved siden af dig på flyturen, og han kører hende venligt til den destination i byen hvor hun skal til.
Det var SÅ talentløst, overspillet og overlæsset med setups til hvilken slags karakter og historie der er i vente. Jeg gav den et kvarter.
Det var rigeligt.


Til gengæld var der en åbning på en anden film som gav lyst til at se mere. Og mere. Egentlig nok ikke velset at skrive om den FØR i morgen.
Der åbnes ved skovsø. Munterhed, mænd på badebro, nøgne mænd. Stemningen er god, hyggelig - alle kender hinanden.Klip til lille dansk landsby, juletid, hovedgade og børnehave hvor to, tre drenge gemmer sig bag en busk ved indgangen til børnehaven. Nærbilleder af forventningsfulde ansigter, hvornår kommer han? HAN er Lukas, Mads Mikkelsen, pædagog i børnehaven og én af de bedste.
Mere hygge, glade situationer, gode venner klap på ryggen og ALT er godt. Ildevarslende godt, for vi har allerede fået et par hints om hvad der KUNNE ødelægge idyllen.
Det er en fantastisk og gribende film Thomas Vinterberg har med.

JAGTEN er et comeback både til Cannes og i det hele taget for Vinterberg.
En lillebitte historie, som vokser til en stor film, der langsomt bider sig fast i publikum. Mads Mikkelsen er fremragende (gætter på han får prisen for bedste mandlige skuespiller) - Susse Wold er ukendelig OG fremragende, børnene spiller skuespil sådan som børn kun gør det i Thomas Vinterbergs instruktion.

Det er meget overbevisende, og Jagten er bestemt en film der bør være med i opløbet. Jeg er spændt på hvordan den bliver modtaget i morgen!

STEMMER!

Der er mange måder at forvalte STAR quality, kan jeg se her i Cannes.
En del forsøger at ligne, og mange flere forsøger at komme i nærheden af de kendte.

Her til aften banede jeg mig vej gennem menneskemængden foran Grand Palais, og undrede mig over, hvorfor så mange havde meget kulørte parykker på. Som det kan ses på billedet herover.

Jeg orkede ikke lige vente og se hvem de ventede på - men på vej væk kom jeg i tanke om det:

Jeg var nemlig i Grand Palais ved middagstid og se Madagascar 3, som i parantes bemærket var en gennemført underholdende og veldrejet historie, med klare referencer til de store klassiske Disneyfilm, - og zebraen Marty i Madagascar fik stemme af Chris Rock, mens Ben Stiller og Sascha Baron Cohen og Frances McDormand var stemmer bag andre figurer.
OG - nu kommer pointen med parykkerne: I en scene optræder zebraen med netop sådan en paryk. Derfor - i hommage til Chris Rock og de andre - som altså blev hyldet på den røde løber for palæet i aften.
På grund af deres stemmer.

Nu vi er ved det, så er Robert de Niro også i byen i aften.
For at promovere genudgivelsen, nu i Sergio Leones fulde omfang, af Once Upon a Time in America.
Leones enke er osse med, nu han ikke lige selv kunne være der.

Den samlede spilletid er nu oppe på 253 minutter! Fire timer og et kvarter - som jeg vil glæde mig til at se en anden god gang….

Dagens helt store oplevelse var Thomas Vinterbergs Jagten. Som officielt vises på søndag. Mere herom i morgen!

ANKOMST TIL CANNES N0 65

Så blev det pludselig sommer! Dejligt efter ugers kulde, blæst og regn endelig at opleve varmere forhold. Sammen med tusinder af mennesker fra hele kloden. Det er imponerende hvor mange der stimler sammen i en lille sydfransk havneby for at se film og snakke film og skrive om film - og ikke mindst købe og sælge film.

Nå, efter det obligatoriske akkreditations-ræs fik vi endelig udleveret årets Cannes-taske, denne gang i sort lak (!) med sit 6 - 7 kilo indhold af bøger og programmer. Dernæst i rivende hast til UNIC-standen, hvor vi i heldige tilfælde kan få udleveret adgangskort til konkurrence-filmene.
Det lykkedes mirakuløst at få pladser i Grand Palais kl. 15 til "Rust and Bone" - en fransk film af Jacquea Audiard som vandt sidst jeg var i Cannes, med La Prophete.

Det var heldigt ud over enhver forstand, for det var en glimrende film. Stærk, fysisk, medrivende og en rigtig billedfilm, så man ikke var bundet alt for hårdt op på at følge med i dialogen, som var sparsom og præcis.
En mand er alene med sin 5-årige søn, opsøger sin søster i Antibes (mange optagelser fra Cannes, sjovt at se det i Cannes) og møder i et job som udsmider en ung kvinde, spillet af Marion Coutillard, der er involveret i et slagsmål. Følger hende hjem, og ikke mere, men efterlader sit telefonnummer. Så følger vi hende i sit job som træner i det lokale Sea World. Træner for de store Killer Whales. En dag går det galt under en opvisning og hun mister begge sine ben.
Underligt manuskript når det genfortælles, men efterhånden som filmen skrider frem, og historien udvikles virker det hele så selvfølgeligt naturligt. Og der SKER virkelig noget i den historie.
En stor oplevelse en solbeskinnet Kristi Himmelfartseftermiddag i Cannes.
Her til aften var der galla på den, og der var sort af mennesker foran Grand Palais. Udover de medvirkende og holdet bag filmen kom også Jane Fonda forbi. Hvorfor vides ikke, men folket brølede af begejstring.

Om to dage er det Thomas Vinterbergs tur. Det glæder vi os også til.
Men indtil da bliver der nok andet at se til!

STJERNERNE - OG KUNSTNERNE

For en bonderøv er det stort at stå i kø sammen med Quentin Tarantino, og senere sidde ved siden af hans bord på Hotel Carltons cafe.

Billedet er taget med min telefon i 2010, hvor han blæste Cannes omkuld med Inglorius Bastards.

Cannes' specielle mix af kunst og glamour giver sig blandt andet udslag i hysterisk sammenstimlen ved den røde løber til gallavisningerne i Grand Palais. Mange vil gerne se de rigtig store amerikanske larger-than-life stjerner.
Er de kendt fra deres optræden foran kamera, er det jo nemt at genkende dem. Straks sværere bliver det når det drejer sig om instruktører, producenter eller fotografer.

Samme år som Tarantino havde den berømte amerikanske instruktør Ang Lee, af asiatisk herkomst, sin nyeste film med, og sammen med min vante ledsager Den Store Rorgænger, var jeg til gallapremiere i palæet.
Sædvanligvis lukkes det festklædte publikum
ind en halv time før forestillingen starter, og de sidste der kommer ind i salen er skuespillere og holdet bag filmen.

Et TV-hold dækker deres ankomst til palæet, og det transmitteres live på lærredet. Jeg genkendte Ang Lee på lærredet og lod selvfølgelig Den Store Rorgænger det vide. Han kunne jo ikke vide, hvordan Ang Lee ser ud. Da holdet havde fundet deres pladser, præsenteredes filmens instruktør - og det var så ikke lige ham jeg skråsikkert havde udpeget.
Det er ikke så let med asiater.

Det afstedkom mange muntre bemærkninger vedrørende min filmfaglige ekspertice - og kulminerede efter hjemkomsten til Aalborg, hvor jeg dagen efter fik en sms fra Den Store Rorgænger, som netop havde været på Kinagrill efter aftensmad - og tænk - var blevet ekspederet af Ang Lee!

I år vil jeg måske få lejlighed til at gå ved siden af Abbas Kiarostami, som sidst deltog med filmen "Certified Copy" og i år med filmen "Like someone in love". Problemet er at jeg ikke ville kunne genkende ham.

Så jeg holder min mund.

DET STORE MARKED

Cannes er en sælsom blanding af kunst og glamour, og som sådan egentlig en underlig størrelse. Samtidig er det er en enorm markedsplads, hvor kontakter etableres og forretningsaftaler lukkes.
Der sælges film.

Det ser sådan her ud:

Alverdens lande har sin egen pavillion, nogle langs stranden, Croisetten, andre oppe i byen.
Her er man til stede for at sælge og købe.
Møder sættes op, og der snakkes og gestikuleres.
Det er ikke som at købe film i Superbrugsen eller Blockbuster, men som der er der også gode tilbud i Cannes.
Det handler om rettigheder til distribution. Eller ønsker om medfinanciering af kommende produktioner.

Jeg modtager dagligt henvendelser fra agenter, der vil sætte et møde op med mig. Som denne fra i går:
"Dear Keld,
I hope all is going well for you and your preparations for Cannes.We'll be at the festival again this year, and would very much enjoy getting together and learning about your current activities and ways in which wemight work together."
…..

Jeg står på listen. Jeg er inde.
Jeg er en potentiel kunde. Ny spiller på markedet.
Måske jeg skal begynde at ryge - cigarer.

Jeg må i banken og veksle til nogen euro. Det bliver stort det her.

CANNES 2012 PROLOG

Spørgsmål: Hvad laver en bonderøv fra Nordjylland på den røde løber til verdens største filmfest i Cannes?

Svar: Han ser film, film og atter film. Fra tidlig morgen til sen aften hver dag i otte dage.

Spørgsmål: Skal man være misundelig på det?

Svar: Ja, hvis man har samme trang til eskapisme og glæde ved film, og er i god form.



Der er filmfestival I Cannes for 60. gang – og det er tredje gang jeg nyder privilegiet at deltage – eller om man vil: udholder den fysiske og psykiske udfordring – det er at være bænket i biografernes mørke op til 12 timer i døgnet.

Mens solen skinner udenfor og stranden lokker med sit middelhavsblå, svalende vand. De to tidligere år jeg var i Cannes nåede jeg aldrig at mærke vandet, og har heller ingen ambitioner om at gøre det i år. Påregner selvfølgelig også at forlade Cannes med samme gustne kulør, som jeg ankom med.


Der er programsat omkring 500 titler fra alle verdens lande – og der kører film i en halv snes biografsale, samt på Le Marché, som er det til lejligheden tilriggede filmmarked med yderligere en snes screeningsrum.

Programmet vejer et par kilo, og ved den uomgængelige akkreditering får man udleveret en rygsæk til at slæbe materialet med rundt i. Den bliver tungere for hver time - sidste gang, i 2010, måtte jeg få den byttet et par gange fordi remmene sprang.


Akkreditering er et nødvendigt nåleøje at skulle igennem.
Man kan ikke som turist eller fastboende eller bare filminteresseret blive akkrediteret til Filmfestival i Cannes.
Det kræver at man enten køber eller sælger film, er journalist eller – som i mit tilfælde er ”Theatre Owner” – af en vis størrelse endda. Det har den synlige konsekvens i gadebilledet under hele festivalen, at lokale filmelskere står overalt med små skilte der om tigger ”INVITATION s'il vous plais”.
Ikke særligt sympatisk at festivalen er lukket land for Cannes indbyggere! Ikke som i Berlin, hvor filmfestivalen i høj grad også er en fest for befolkningen.

Her er i Cannes er man AKKREDITERET!
Og om to uger går det løs.