Countdown to Cannes

Filmfestival i Cannes er en årligt tilbagevendende verdensbegivenhed, ingen tvivl om det. Men hvad der egentlig foregår i løbet af de to uger festivalen står på, er svært at beskrive med få ord.

Først og fremmest er det en højtidelig (i visse situationer endda selvhøjtidelig) fejring af filmkunsten. Mange forbinder det med de store gallavisninger i Grand Palais, hvor der hver aften lines op ved den røde løber og dagens berømtheder træder op i blitzlys og tiljubles af – tjah.. af hvem egentlig?
Sidste år var et af de store tilløbsstykker den aften hvor Brad Pitt og Angelina Jolie fulgtes med Tarantino op af den røde løber. Udenfor det indhegnede område havde folk taget opstilling fra morgenstunden for at få et glimt og i bedste fald en autograf. Lokale folk, forbipasserende turister - i hvert fald næppe nogen festivaldeltagere. De har - i modsætning til de lokale fastboende - travlt med at se film.


Festivalen er på samme tid glamour, verdensstjerner og vanskeligt tilgængelig filmkunst – altså elementer der stritter i hver sin retning.





De fleste kan godt lide at se en god film, men det er de færreste konkurrencefilm der overhovedet får noget større publikum i tale – bortset fra denne store fest, denne dag, denne aften.
Enkelte store kommercielle amerikanske produktioner kan dog også ses i Cannes.
Sans competition – udenfor konkurrence.
Festivalen 2010 åbnes af Ridley Scotts nye Robin Hood med Russel Crowe – som sikkert også vil være til stede. Filmen har verdenspremiere allerede dagen efter.

I hovedkonkurrencen om Palmerne er navnegalleriet noget mere eksotisk, selvom de fleste instruktører har været der før. Jeg håber at få invitations – billetter – til Mike Leighs nye Another Year. Som jeg på forhånd regner som én af favoritterne, simpelthen fordi Mike Leigh har én til gode! (Da han for få år siden ikke fik noget for den helt enestående Vera Drake.)
Også Biutiful af Alejandro Gonzalez Innaritu (Babel-producer) med Javier Bardem (den grimme skurk i No Country for Old Men) er et interessant bud.

Men resten skal jeg vende tilbage til når den tid kommer.
For derudover er filmfestival i Cannes også en enestående chance for at se en enorm bunke film, som måske (og især måske ikke) kommer til danske biografer. På Markedet (Marche Du Film) præsenteres der op mod 1000 spillefilm i løbet af de to uger. Der er til lejligheden indrettet en snes biografsale på havnefronten – og man har som akkrediteret derudover fri adgang til byens tre biografer som er fuldt optaget fra morgen til aften.


Så det er kæmpevildt.

Og fast arbejde er det altså også.

Selvom nogen vil påstå det ikke er.

Men det er det.

På trods af det glæder jeg mig.