STJERNERNE - OG KUNSTNERNE

For en bonderøv er det stort at stå i kø sammen med Quentin Tarantino, og senere sidde ved siden af hans bord på Hotel Carltons cafe.

Billedet er taget med min telefon i 2010, hvor han blæste Cannes omkuld med Inglorius Bastards.

Cannes' specielle mix af kunst og glamour giver sig blandt andet udslag i hysterisk sammenstimlen ved den røde løber til gallavisningerne i Grand Palais. Mange vil gerne se de rigtig store amerikanske larger-than-life stjerner.
Er de kendt fra deres optræden foran kamera, er det jo nemt at genkende dem. Straks sværere bliver det når det drejer sig om instruktører, producenter eller fotografer.

Samme år som Tarantino havde den berømte amerikanske instruktør Ang Lee, af asiatisk herkomst, sin nyeste film med, og sammen med min vante ledsager Den Store Rorgænger, var jeg til gallapremiere i palæet.
Sædvanligvis lukkes det festklædte publikum
ind en halv time før forestillingen starter, og de sidste der kommer ind i salen er skuespillere og holdet bag filmen.

Et TV-hold dækker deres ankomst til palæet, og det transmitteres live på lærredet. Jeg genkendte Ang Lee på lærredet og lod selvfølgelig Den Store Rorgænger det vide. Han kunne jo ikke vide, hvordan Ang Lee ser ud. Da holdet havde fundet deres pladser, præsenteredes filmens instruktør - og det var så ikke lige ham jeg skråsikkert havde udpeget.
Det er ikke så let med asiater.

Det afstedkom mange muntre bemærkninger vedrørende min filmfaglige ekspertice - og kulminerede efter hjemkomsten til Aalborg, hvor jeg dagen efter fik en sms fra Den Store Rorgænger, som netop havde været på Kinagrill efter aftensmad - og tænk - var blevet ekspederet af Ang Lee!

I år vil jeg måske få lejlighed til at gå ved siden af Abbas Kiarostami, som sidst deltog med filmen "Certified Copy" og i år med filmen "Like someone in love". Problemet er at jeg ikke ville kunne genkende ham.

Så jeg holder min mund.