DE STORE FILM - MED STORE REKLAMER

Det er svært at opretholde den hysteriske optimisme vedrørende Jagtens vinderpotentiale, ikke mindst fordi det bare regner, og regner - og regner.
Det har nu regnet to dage ud i ét, men programmet kører såmænd videre endda. Det foregår jo for det meste indendøre. Nu med blot med våde fødder…


Hver dag vises to film i hovedkonkurrencen, og hver dag udnævner de nationale medier netop deres film til favorit.

PARADIES: LIEBE - den østrigske favorit med en grænseoverskridende film om en 50-årig kvinde som kærlighedsturist, i ordets bibelske forstand, i Kenya. En meget interessant og modig film hvor hovedrolleindehaver Margarethe Tiesel godt kunne fortjene en belønning for i enhver forstand at blotte sit inderste gennem to timer, hvor hun er med i stort set hver eneste indstilling. Desværre er filmen altså en halv time for lang, det bliver simpelthen for meget og gentagende sig selv den sidste halve.

LAWLESS - den ene af flere amerikanske favoritter handler om forbudstidens sidste to år i Viginia, USA. Et meget voldsomt, spændende og episk gangsterdrama som vi godt kan lide det. Underholdende var den, det kan ikke benægtes! Instrueret af John Hillcoat, som for et par år siden var aktuel med den apokalyptiske, grå dommedagsvision The Road.

Det er umuligt at skaffe sig adgang til samtlige konkurrencefilm på grund af et uigennemskueligt system, hvor man løbende får adgang til bestilling af billetter, men ikke alle på samme tid. En skjult rangordning gør, at jeg på mit beskedne rangordensniveau først sent får lov at booke. Og derfor ofte forgæves.
Derfor så jeg ikke Beyond the Hills og Hanekes Amour. Haneke, som vandt de Gyldne Palmer i 2010 med Det hvide bånd er ikke bare østrigernes favorit. Han anses af mange andre - ikke mindst anmelderne - for at være storfavorit.

I dag, mandag, var yderligere en fransk film på programmet. "YOU AIN'T SEEN NOTHING YET" af Alain Resnais (Ja, den Alain som var med til at tegne den nye franske bølge med Hiroshima min elskede i 1959).
Jeg må sige det kort: Det var en ualmindelig kedelig film. I særklasse kedelig.

Måske overgået af dagens næste film LIKE SOMEONE IN LOVE. Min gamle ven Abbas kan om nogen lave kedelige film. Denne her er ingen undtagelse. Den var så kedelig at jeg på et tidspunkt sank ind i selve kedsomhedens kerne, og faktisk derfra begyndte at føle mig lidt underholdt af den spinkle, spinkle langsomme handling. Jo, den var også morsom. Og foregår i Tokyo. Der er ikke mange scener i denne film. Ikke mange klip. Ingen særlig ydre dramatik, megen stilhed og lavmælt tale, så da der i filmens allersidste indstilling blev smadret en rude, og min sidemand samtidig udbrød MERDE! og BUUUH! blev jeg så forskrækket, at jeg nær var trillet hele vejen ned oppe fra Le Balcon.
Den havde nu noget…