Det er ikke for sjov.

Nej, det er SLET ikke for sjov at være til filmfestival i Cannes.
Slet ikke når det regner, som det har gjort idag i et omfang som derhjemme ville have medført ekstraudsendelser på landsdækkende TV og frarådelse af al unødvendig udkørsel.

Sådan en lørdag morgen, hvor regnen som varslet står ned i tove fra morgenstunden, mødes hundreder og atter hundreder paraplysvingende filmelskere foran Grand Palais klokken 07.45. De er ikke alene. Som modtagelseskomité står snesevis af "invitation"-tiggere i deres nydelige tøj med deres nydelige paraplyer, for lige at tjekke om der skulle falde en enkelt billet af, sådan en drivvåd lørdag morgen. Ikke fordi filmen der screenes kl. 08.30 er fyldt med store stjerner eller på anden måde har bred appeal.

Det er en film om psykoterapi, baseret på en autentisk historie om en indianer der efter 2. verdenskrig gik gennem et behandlingsforløb som afdækkede en række traumer fra hans liv.
Ikke - overhovedet ikke - en blockbuster, men en film som 99 uf af 100 ville zappe væk fra hvis den skulle forvilde sig ind på sendefladen i den  bedste sendetid. Hvilket i øvrigt er ren utopi. Den bliver måske ikke engang købt til distribution i Danmark. Titlen: "Jimmy P. Psychotherapy of a Plains Indian" trækker nok ikke i sig selv.
Men det gør den i Cannes, hvor den bliver vist tre gange i Grand Palais i dag - med godt 2.000 gæster til hver visning.

Og det er Cannes i en nøddeskal. Verdens største filmfest tager sig selv meget alvorligt, og mange af dens 10.000 deltagere tager både sig selv og filmkunsten alvorligt.
Resten lever om natten, og dukker ikke op kl. 07.45 en lørdag morgen. Heldigvis, for så ville der SLET ikke være stole nok.

Hver eneste dag i 10 dage er der Red Carpet premiere på to film i hovedkonkurrencen, den første kl. 19.00 den anden kl. 22.00. Til disse visninger er der dresscode, smoking og butterfly for mænd og gud-ved-hvad for kvinder - til visningerne tidligere på dagen skal man bare have nogenlunde pænt tøj på. Men ALLE visninger bliver taget meget alvorligt af ALLE.
Alle gæster scannes og alles tasker undersøges. Ingen kameraer eller bomber - men heller ikke knitrende slikposer må medbringes. Til gengæld må man tilsyneladende gerne medbringe neglelak. En irriterende kvinde i sædet ved siden af mig brugte ventetiden før "The Past" til at lakere sine negle, langsomt og grundigt med den karakteristiske gennemtrængende stank, som langsomt fik mig helt ud på det yderste af sædet i raseri. Var meget tæt på at skubbe til hendes albue. Meget, meget tæt. Fik øjenkontakt en enkelt gang, og sendte mit sureste blik (og det siger ikke så lidt) - men det prellede totalt af på damens arrogante og usynlige skjold.

Har indtil videre set tre af fem viste film i hovedkonkurrencen, hvor alle 20 film vises i Grand Palais. I den anden store "Un Certain Regard" kører filmene i Debussy-teatret som ligger et stenkast fra Grand Palais - men til de film er der KUN mulighed for at komme ind hvis man har god tid og er meget tålmodig. Man skal stå i kø. Det skal man i øvrigt også alle andre steder, men ved Debussy er der tale om meget, meget lange køer.

Alene det at stå i kø i regnvejr er en speciel disciplin. Uden paraply er det selvmord. Det ved de kulsorte paraply-sælgere godt, så de er klar når det regner.
Med tusinde paraplyer svingende rundt i luften opstår der andre risici. Paraplyen er et farligt instrument i hænderne på selvoptagne filmnørder i tæt befolkede områder.

Derudover må man som delelement i den store fællesparaply hele tiden holde sig orienteret i forhold til naboparaplyens hældning, for ikke pludselig at blive mål for tømning.

Samtidig kan man mærke hvordan vandet langsomt, efter at have fyldt skoene, æder sig op ad buksebenet indtil det stopper lidt under knæet.

Når man så drivvåd kommer ind i salen og synker ned i sædet til en britisk film i "Directors Fortnight" - konkurrencen "The Selfish Giant" om et par drenge i rå, grå og trøsteløse omgivelser - så er man i sync med elendighederne på lærredet.
Efter en i øvrigt fremragende film er det godt at konstatere at regnen fortsætter med uformindsket styrke, og at få melding om at sommeren derhjemme, som sædvanligt, er startet samtidig med lortevejret i Cannes.

I næste uge bliver vejret bedre. Forhåbentlig gør filmene det også. Humøret er konstant højt.